Sønderborg Strikkefestival byder på 30 stande

Sønderborg Strikkefestival byder på 30 stande
Garn fra Hesselstrik. Privatfoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Nu kan vi snart i øjne tre dage med en festlig og farverig festival i Sønderborg. Den fjerde strikkefestival er på trapperne – finder sted den 12. til 14. juni – og dermed byder sig en fantastisk mulighed for at besøge hele 30 skønne stande på ét sted. Eller vælge imellem en lang række workshops.

Festivalen indledes fredag den 12. juni i MultiKulturhuset med workshops og et festligt sceneshow med strikdesigner Lisa Renner. Dernæst er der lørdag og søndag åbent til de 30 stande i den gamle kaserne, ligesom der også lørdag-søndag er workshops i både MultiKulturhuset og Kasernen.

“Det er heldigvis sådan, at der er stor interesse for at have en stand til Sønderborg Strikkefestival. Det betyder, at vi giver genvalg til de stande, som vi kan se, at vores gæster er mest glade for, og at vi derudover får positiv respons, når vi opfordrer nye udstillere til at være med, fordi vi har opdaget deres spændende produkter. Bagsiden er, at vi desværre har været nødt til at sige nej til nogle, fordi vi ikke har mere plads”, fortæller Aase Henriksen i en pressemeddelelse. Hun er formand for foreningen Garn uden Grænser og ansvarlig for standområderne.

“Vi lægger vægt på, at der er stor mangfoldighed i de stande, vi har. Der er håndfarvet garn, alle garntyper, designere med opskrifter i alle afskygninger og tilbehør som strikkefisk, pindeetuier, maskestoppere, snoningspinde, maskeholdere, knapper, perler, strikkeringe og meget mere. Der er også keramik og skønne tasker”.

Blandt nyhederne er Passionate Yarns, der selv farver alt sit garn, Uld og Stil der kommer med råuld direkte fra fåret, og mikrofarveriet Knitwear by Drejer med skønt, håndfarvet garn i små portioner. I en lidt anden boldgade kan man møde firmaet 3073 3D Print, der designer og 3D-printer alverdens ting til hjemmet, ikke mindst tilbehør til håndarbejde. Hobbyvirksomheden Fingernemt kommer med håndfarvet garn, hvor farverne ofte er valgt efter et tema som for eksempel papegøjer eller blomster. Fingernemt har også håndlavet strikke- og hækletilbehør som eksempelvis maskemarkører med halvædelsten. Endnu en nyhed i år er By Myr, som viser og sælger unikt, håndlavet tilbehør som projekttasker i genbrugsstof, maskemarkører i alle afskygninger og håndlavet vægkunst med fokus på garn og strik.

Se meget mere om Sønderborg Strikkefestival 2026 på Garn uden Grænsers hjemmeside – hvor man også kan sikre sig partoutbillet/armbånd til hele standområdet på Kasernen lørdag og søndag.

Armbåndet giver også adgang til at købe billet til en af de mange workshops, som festivalen tilbyder.

By Myr kommer også med en stand. Privat foto

Læs også...  FC Sønderborg er ude af Jyllandsserien 1

GÅET GLIP AF .. ?