Sønderborgspejdere skal til Spejdernes Lejr 2026

Sønderborgspejdere skal til Spejdernes Lejr 2026
Aftenstemning på Spejdernes Lejr 2022. Foto: Christian Bundgaard. Privatfoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Når Spejdernes Lejr 2026 åbner ved Hedeland på Sjælland på lørdag, bliver det med stærk deltagelse fra Sønderborg-området. Hele 250 lokale spejdere fra 10 forskellige spejdergrupper pakker telte, patruljekasser og rygsække for at blive en del af Danmarks største spejderbegivenhed.

For de mange børn, unge og frivillige ledere fra Sønderborg Kommune er Spejdernes Lejr kulminationen på måneders planlægning og forberedelser – og samtidig en unik mulighed for at vise det stærke spejderfællesskab, som findes lokalt, skriver de lokale spejderes presseansvarlige

Spejderne kommer fra to forskellige spejderkorps – Det Danske Spejderkorps og KFUM-Spejderne – men på lejren samles de som én stor sønderjysk delegation.

“Det særlige ved Spejdernes Lejr er, at lokale grupper bliver en del af noget meget større. Spejderne får oplevelser, venskaber og fællesskaber, som de tager med hjem igen til Sønderborg”.

Sønderborg-grupperne får desuden internationalt besøg, når fire spejdergrupper fra Irland, Skotland, Tyskland og Tjekkiet deltager sammen med de lokale spejdere. I alt bringer de internationale gæster omkring 180 ekstra spejdere med til det sønderjyske fællesskab på lejren.

I alt samler Spejdernes Lejr omkring 25.000 deltagere fra cirka 900 danske og internationale spejdergrupper, men for mange af de lokale deltagere handler oplevelsen mindst lige så meget om det fællesskab, der opstår internt mellem grupperne fra Sønderborg-området.

Årets motto er ’Alle ind i fællesskabet’, og netop fællesskabet bliver omdrejningspunktet gennem ni dage fyldt med aktiviteter og oplevelser.

Programmet spænder bredt: Fra escape rooms på spejdermanér, lorteløb og overnatning på vikingeskib til aktiviteter om fremtidens mad, bæredygtighed og genanvendelse. Samtidig venter store fællesoplevelser som åbningsshow og afslutningslejrbål med alle 25.000 deltagere samlet.

Forventningerne er store.

For mange af spejderne bliver det første gang, de oplever en midlertidig spejderby med hospital, supermarked, caféer, butikker, badefaciliteter og tusindvis af telte bygget op på få dage.

Når spejderne vender hjem til Sønderborg efter ni dage på lejren, bliver det med nye erfaringer, nye venskaber – og forhåbentlig masser af historier at fortælle.

Til tonerne af Nu flyver mørkets fugle ud, blev der knyttet bånd blandt spejderne ved afslutningslejrbålet på Spejdernes Lejr 2022. Foto: Anders Kongsted

Læs også...  Garn uden grænser har åbnet Strikkefestivalen

GÅET GLIP AF .. ?