Sønderjyske Herrehåndbold skriver i en pressemeddelelse, at klubben med øjeblikkelig virkning henter Rasmus Thiemer-Jensen som assistenttræner for resten af sæsonen.
Rasmus Thiemer-Jensen vandt som aktiv spiller DM med BSH, men måtte senere indstille karrieren grundet skader. Siden har han været træner i Fredericia HK og Lemvig-Thyborøn, og i dag er han talentansvarlig i Dansk Håndbold med ansvar for Region Syd samt nationale talentsamlinger.
Han træder ind i trænerteamet og skal indgå i et tæt samarbejde med cheftræner Lasse Folkmann i den afgørende fase af sæsonen.
“Det er dejligt, at Rasmus Thiemer-Jensen kan træde til og hjælpe cheftræner Lasse Folkmann med at gøre sæsonen færdig. Vi håber og tror på, at deres relation og kendskab til hinanden giver den fornødne ro til at få afsluttet sæsonen på en ordentlig måde. Rasmus Thiemer-Jensen kender gamet og skal være en god og vigtig sparringspartner til Lasse. Derudover har han gennem sin egen karriere og erfaring også en masse at byde ind med sportsligt. Så vi ser frem til at byde Rasmus velkommen og håber, at vi sammen får en god afslutning på sæsonen”, siger sportsmanager Thomas Mogensen.
“Jeg er rigtig glad for den tillid, Sønderjyske Herrehåndbold og Lasse Folkmann har vist mig. Jeg ser frem til samarbejdet med ham, resten af teamet og spillertruppen, hvor vi sammen skal skabe de bedste forudsætninger frem mod de afgørende kampe. Nu handler det om at stå stærkt som en enhed og gå ind med fuldt fokus, energi og tro på det, vi gør” siger Rasmus Thiemer-Jensen.
“Som modstander har det altid været noget særligt at spille i Sydjysk Sparekasse Skansen, en hal med masser af intensitet og stærk opbakning fra tribunerne. Jeg glæder mig til at have den opbakning i ryggen og opleve stemningen fra den anden side”.
Med tilføjelsen af Rasmus Thiemer-Jensen styrker Sønderjyske Herrehåndbold organisationen i en vigtig fase af sæsonen, hvor holdet går ind i de afgørende kampe.


