SONFORs Projekt Værdivand inviterer til statusmøder

SONFORs Projekt Værdivand inviterer til statusmøder
SONFORs hovedkvarter. Arkivfoto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Projekt Værdivand inviterer naboer og andre interesserede til en række infomøder for at give en status på arbejdet med at bygge en ny, moderne rensestruktur. Udover selve renseanlægget handler det også om nye transportledninger og om, hvad der skal ske med et nuværende anlæg.

Broager 2. september, kl. 15-17 på Broager Bibliotek.

Gråsten 3. september, kl. 15-17 på Gråsten Bibliotek.

Nordborg 4. september. kl. 15-17 på Nordborg Bibliotek.

Sønderborg 5. september,fra kl. 17, stand på Kulturnat ved Christian Xs Bro.

Initiativet kommer i forlængelse af, at Sønderborg Kommune har indkaldt til forslag og ideer til den miljøvurdering, der skal udarbejdes i forbindelse med projektet. Det fortæller projektchef Søren A. Henriksen.

”Det er vigtigt for os at have en høj grad af åbenhed omkring projektet, så vi kan tage højde for den viden og de bekymringer, vores naboer og lokalsamfund i øvrigt har. Derfor vælger vi at komme rundt til Broager, Gråsten, Nordborg og Sønderborg, hvor de nuværende renseanlæg ligger, og fortælle om planerne, og hvor langt de er”, siger han i en pressemeddelelse.

Foreløbige målinger giver fingerpeg om behov

Samtidig forventer projektchefen, at de måleresultater fra Als Sund, som projektet netop har offentliggjort på sin hjemmeside, også vil kunne give anledning til spørgsmål.

”Helt konkret kan vi se, at vores nuværende anlæg fjerner en væsentlig del af de miljøfarlige stoffer. Men vi kan også se, at der er en række stoffer, som kræver, at vi gør endnu mere. Vi får et ret præcist billede af, hvad udfordringen er, og det skal vi bruge nu, hvor vi skal lægge os fast på, hvilke konkrete tekniske løsninger, der skal indtænkes i projektet”, siger Søren A. Henriksen.

Han understreger, at der er tale om foreløbige resultater, og at der fortsat mangler data, som vil blive indsamlet hen over efteråret. Hertil kommer, at der også skal gennemføres en lang række undersøgelser i forhold til anlæggene på land, som endnu ikke er sat i gang.

Kig-forbi-møder

Møderne bliver holdt som såkaldte drop in-møder, hvor interesserede kan kigge forbi og få en snak med repræsentanter fra Projekt Værdivand og få svar på eventuelle spørgsmål om projektet og processen.

Projekt Værdivand tager ikke imod evt. høringssvar i forbindelse med høringsprocessen, fordi det er et anliggende for Sønderborg Kommune. Høringssvar skal altid indsendes til Sønderborg Kommune.

Læs mere om høringen på kommunens hjemmeside.

Læs også...  Hærens øverste chef aflyser sin tur til Sønderborg

GÅET GLIP AF .. ?