I dag, tirsdag den 1. juli, er den nye ældrelov trådt i kraft og den betyder et nyt kapitel i hjemmeplejen, hvor selvbestemmelse, sammenhæng og livskvalitet er nøgleord. Ogi anledning af den nye ældrelov, så fik hele hjemmeplejens ansatte kage – og de borgere, som får hjemmehjælp, de fik chokolade og et postkort med nogle ord om den nye lov.
“En fordel ved den nye ældrelov er, at borgeren og måske de pårørende er med til at fordele ydelsen, men vi vil altid vægte det sundhedsmæssige”, siger distriktsleder Malene Mikkelsen fra område Alssund. Dengang Byrådet vedtog planen for udrulning af Ældreloven, sagde en politiker, at der selvfølgelig kan ske det, at en ældre ikke vil i bad.
“Men vi skal nok få overbevist ham eller hende om, at bad er en god ting”, siger distriktslederen til Nært & Nyt.
Hjemmeplejen har kørt med små teams og det gav rigtig god mening, lyder det fra Malene Mikkelsen.
“Og nu bliver det endnu bedre, fordi de ældre får et samlet forløb, hvor borgerens ønsker og håb bliver styrende for indsatsen. Samarbejdet vil have fokus på relationer, rehabilitering og deltagelse i fællesskaber. Vi skal ikke længere kun fokusere på de ydelser, som borgeren er visiteret til eller arbejde efter stopur”.
En af de ældre, som allerede får hjælp fra hjemmeplejen, det er Gerda Lyck og hun fortæller, at hun allerede er glad og tilfreds med den hjælp, som hun får:
“Jeg kan meget selv og får hjælp til blandt andet bad, så jeg ikke falder på badeværelset”, siger hun til Nært & Nyt.
Det er ikke alle modtagere af hjemmepleje, som mærker den nye ældrelov fra i dag.
“I første omgang er det borgere over 67 år, som fra i dag visiteres til hjemmepleje – og så bliver der aftalt forløb med dem, der allerede er modtagere, i løbet af året”, siger Malene Mikkelsen.
De fem mulige forløb
Forløb 1: Hjælp til rengøring.
Forløb 2: Let støtte med meget få og korte besøg ugentligt. Eksempler kunne være hjælp til indkøb udover rengøring eller hjælp til bad.
Forløb 3: Moderat støtte, herunder både personlig pleje og praktisk hjælp med flere, men ofte korte, besøg ugentligt.
Forløb 4: Betydelig støtte, både personlig pleje og praktisk hjælp, med mange besøg ugentligt, ofte daglige besøg på forskellige tider af døgnet af længere varighed.
Forløb 5: Intensiv støtte, både personlig pleje og praktisk hjælp, med flere daglige besøg hele døgnet af længere varighed og eventuelt med en ekstra hjælper. Eksempelvis sengeliggende borgere.
Tillæg: Anvendes hvor der er behov for intensiv støtte, der kan leveres som tillæg til forløb 5 hos særligt plejekrævende borgere.


