I en tid hvor verdensfreden synes at være mere ustabil end en dansk tarm efter karry. I et land hvor ulve og andre kriminelle bander truer styrken i aftenkaffen og sprødheden af morgenbrødet. Og i en verden hvor kønsflydende aktivister med blåt hår generer voksne mænd i lycra med åreknuder – der må man spørge sig selv:
Er det for meget?
Kan vi snart holde til flere ting, der går over vores grænser, og hvem i hede hule h#%&€ har sat prisen på kærnemælk op med 30 procent?
Og som om alt dette ikke var nok, så kommer Specialklassen igen på en stor comedy tour rundt i landet – og den 26. november 2026 er de her i byen, skriver Sønderborg Teater, som allerede har sat billetterne til salg.
I snart 20 år har de improviserende komikere Kasper Gattrup, Kasper Le Fevre og Rasmus Søndergaard været leveringsdygtige i helt og aldeles uforberedte shows, hvor publikum, udover at have betalt for billetten, også har måttet fodre de tre midaldrende mænd med inputs og forslag til deres vanvittige scener, sange og sketches, som hver aften fødes for første gang på scenen.
Og nu gør de altså igen med showet: Er Det For Meget?
Køb din billet på Sønderborg Teaters hjemmeside.

