Spor – lydvandringer og fortællinger i naturen

Spor – lydvandringer og fortællinger i naturen
Forfatterne bag fortællingrene. Pressefoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Onsdag den 6. maj lancerer biblioteket i Sønderborg ’SPOR’ – et nyt formidlingsformat, hvor litteratur, lyd og landskab smelter sammen i otte stedsspecifikke lydvandringer rundt i Sønderborg Kommune.

Hvordan lyder en fortælling, når den opleves præcis dér, hvor den udspiller sig?

Det spørgsmål står centralt i SPOR – bibliotekets nye satsning på litterære lydvandringer, hvor publikum med høretelefoner i ørerne kan gå gennem natur og byrum, mens de lytter til nyskrevne fortællinger skabt til netop det sted, de befinder sig. SPOR er udviklet med støtte fra VILLUM FONDEN.

Det skriver biblioteket.

De inviterede og publikum får mulighed for at møde forfatterne bag og få smagsprøver på de nye lydvandringer. Receptionen finder sted kl. 17.00–19.00 og er gratis. Man skal tilmelde sig via bibliotekets hjemmeside.

En ny måde at opleve både litteratur og landskab på

SPOR er udviklet som en ny måde at formidle litteratur på, hvor omgivelserne og stedet bliver en aktiv del af oplevelsen.

Når lytteren bevæger sig gennem skov, park, strand eller åbne landskaber, bliver naturen ikke bare kulisse, men en medfortæller. Det giver en anderledes og mere sanselig litteraturoplevelse, hvor sted, stemning og fortælling smelter sammen.

Projektet ligger i forlængelse af en voksende interesse for både naturbaserede oplevelser og nye former for litteraturformidling. Forskning peger på, at naturkontakt kan understøtte trivsel og mental restitution, mens litteratur og fælles læseoplevelser i stigende grad anvendes som ramme for refleksion og nærvær. SPOR samler disse to felter i et lokalt og offentligt kulturformat.

Lokale forfattere giver stemme til lokale landskaber

Bag SPOR står ni lokale stemmer fra Forfattergruppen Alssund, som har skrevet originale tekster til otte lydvandringer med udgangspunkt i steder i Sønderborg-området. Fortællingerne spænder fra poesi og sanselige stemningsbilleder til historiske fortællinger og psykologiske dramaer.

De deltagende forfattere er: Andrias Andreasen, Hans Karup, Thorsten Kranz, Linda Lassen, Bente Løwe Christiansen, Tabea Petersen, Kaj Smedemark, Karsten Skov og Ilja Wechselmann.

Med SPOR flytter litteraturen sig ud af bogen og ud i landskabet – og biblioteket møder borgerne dér, hvor de allerede går, opholder sig og oplever naturen.

Biblioteket rykker ud – i samarbejde med naturvejlederne

SPOR er udviklet af biblioteket i samarbejde med Naturvejlederne og gøres tilgængeligt via deres app Naturlandet, hvor brugerne kan finde ruter, kort og inspiration til naturoplevelser.

Samarbejdet betyder, at SPOR ikke kun er et litteraturprojekt, men også en ny måde at bruge det lokale landskab som ramme for oplevelse, fortælling og kulturformidling.

I en kommune med både internationale gæster og nærhed til den dansk-tyske grænseregion er ambitionen også, at SPOR på sigt skal kunne opleves på både engelsk og tysk.

Oplev SPOR sammen med forfatterne

I forlængelse af lanceringen inviterer bibliotekerne også til en række særarrangementer under titlen “I forfatterens SPOR”, hvor publikum kan opleve udvalgte lydvandringer i selskab med de forfattere, der har skrevet dem.

Her får deltagerne både indblik i forfatterens arbejdsproces og mulighed for at opleve fortællingen dér, hvor den hører hjemme. Arrangementerne løber fra maj til juni.

Læs mere om ‘I forfatterens SPOR’ på bibliotekets hjemmeside.

Læs også...  Julekoncert med Grarup, Laursen og Frøsig

GÅET GLIP AF .. ?