Stefan Lydal fra Dansk Folkeparti er igen på stemmesedlen til kommunalvalget. En af hans mærkesager er at sikre, at de beslutninger, Byrådet træffer, også bliver ført ud i livet.
“Jeg vil være den stemme, der kæmper for social- og seniorområdet. Borgerne skal ikke føle sig som et nummer i rækken – hjælpen skal tage udgangspunkt i den enkeltes behov, og vi skal have fokus på medarbejdernes faglighed,” siger Stefan Lydal til Nært & Nyt.
Der er bred enighed om, at der mangler uddannede medarbejdere i SOSU-fagene. Men Stefan Lydal ser positivt på fremtiden:
“Vi har netop åbnet SundhedsCampus Ahlmann, hvor DigiTech-SOSU’erne uddannes – og det er en succes, vi skal bygge videre på. Målet er at få hele SOSU-uddannelsen og gerne flere velfærdsuddannelser til Sønderborg, f.eks. sygeplejerske- eller pædagoguddannelsen.”
“Vi skal sikre, at fremtidens arbejdskraft er faglært. Ved at bringe velfærdsuddannelserne tættere på Sønderborg, styrker vi fagligheden på vores plejehjem og botilbud.”
Små teams – et DF-valgtema der blev til virkelighed
“I hjemmeplejen arbejder vi i dag med små teams – et valgtema for Dansk Folkeparti i 2021. Vi fik del i en national pulje til forsøg med små teams og kunne starte allerede i 2022,” fortæller Stefan Lydal.
“De små teams kender borgerne, de besøger. Hvis der opstår noget, der kræver opmærksomhed, bliver det drøftet på teammøder med både sygeplejerske, ergoterapeut og visitator. Det gør, at vi hurtigt kan sætte ind med den rette hjælp ved nye eller akutte behov.”
Omsorg og Udvikling – et navn med mening
“Navnet ‘Omsorg og Udvikling’ blev indført i denne valgperiode, og det har stor signalværdi. Det fortæller, hvad vi står for: Vi yder omsorg til dem, der har brug for det, og vi arbejder løbende med at udvikle den enkelte borger, fordi vi tror på, at alle har et potentiale.”
“Vi har styrket organisationen ved at give plads til lokale initiativer og slippe kræfterne fri. Når medarbejderne får tillid og ansvar, vokser både engagementet og kvaliteten – og det mærkes direkte hos borgerne.”

