Stop Madspild Lokalt i Sønderborg giver en del af deres overskudsvarer til K&K Mad til Udsatte, som hver uge leverer gratis mad til omkring 70 personer.
“Hjælpen fra Stop Madspild gør, at vi fremover kan køre til Remisen i Nordborg på fredage og dele sandwiches og paninier ud”, siger Klaus Petersen fra K&K Mad til Udsatte til Nært & Nyt.
Stop Madspild får overskudvarer fra lokale dagligvarebutikker og det bliver pakket i kasser, som borgere med stram økonomi kan komme og hente imod et såkaldt håndteringsgebyr på 35 kroner.
“Der er faktisk mange, som ikke har råd til at købe madvarer og det er nogle af dem, som vi hjælper”, siger Jonna fra ledelsen i Stop Spild Lokalt i Sønderborg, der udleverer madvarer mandage, onsdage og fredage i deres lokale på Perlegade 97 i Sønderborg. Det er ved lyskrydset ved Fri BikeShop.
“Vi lægger vores varer op på Facebooksiden Stop Spild Lokalt i Sønderborg og skriver, hvor mange kasser, vi har”, siger hun videre og tilføjer, at der er 30 frivillige, hvoraf fem er i den lokale ledelse.
Stop Spild Lokalt ligger tit og ofte inde med rigtigt meget gammelt brød.
“Så er der nogle private, som gerne vil have det til deres heste, så kan de få det”, siger Jonna og fortæller, at der også bliver sat overskudvarer af i Friheden.

