Den tredje Sønderborg Strikkefestival er rykket på gaden og har pyntet med strik: Glade garnmennesker med øjne, næse og mund pynter på træerne og de store garnnøgler, som de beskyttede værksteder fremstillede sidste år, pynter i forskellige butikker i byen.
Mange frivillige, strikkeglade – bl.a. fra Blæksprutterne – har de seneste uger hjulpet Garn uden Grænser med at fremstille de sjove garndekorationer, og i dag har frivillige fra Røde Kors hjulpet med at dekorere træerne, skriver Garn uden Grænser, som arrangerer Strikkefestivalen.
Strikkefestivalen tyvstarter fredag den 13. juni med foredrag og workshops i MultiKulturhuset. De efterfølgende to dage er der en række workshops, ligesom Kasernen er åben med over 30 stande med garn, opskrifter og alskens forskelligt tilbehør til håndarbejde, skriver foreningen Garn uden Grænser.


