Sundhedsplejen og dagtilbudsområdet har i de seneste år arbejdet med en indsats for 2½ til 3½-årige børn, hvor fokus har været på motorisk screening og systematiske målinger af børns vægt og højde. Erfaringerne fra praksis viser, at det opleves som uhensigtsmæssig af både forældre og fagpersoner. Mange forældre undrer sig over, at målingerne gentages, når barnet kort forinden er blevet undersøgt af egen læge i forbindelse med treårsundersøgelsen. Samtidig vurderer både pædagoger og sundhedsplejersker, at motoriske udfordringer opdages i det daglige arbejde i dagtilbuddene, hvor børnene ses i deres daglige kontekst.
Forvaltningen foreslår nu, at barnet kun blive set af sundhedsplejen, hvis der er et konkret fagligt vurderet behov enten forud for samtalen i dagtilbuddet eller på baggrund af forældrenes egne oplevelser. Alle forældre inviteres fortsat til en fælles samtale med pædagog og sundhedsplejerske.
”Vi har beholdt ordningen en anelse længere, men vi kan nu være sikre på, at der ikke er børn, som ikke bliver tilset, når de er i tre-års-alderen. Det har vi fået viden om nu, og derfor kan vi anbefale den nye ændring. Vi er jo lidt mere forsigtige, når det drejer sig om de mindste børn”, siger udvalgsmedlem Kristian Beuschau fra Socialdemokratiet til Nært & Nyt.



