Tirsdag formiddag tager medlemmer fra Sundhedsudvalget med på tur med indkøbsbussen på Nordals. Her møder de engagerede frivillige, som hver uge gør en stor forskel for borgere, der har udfordringer i hverdagen og derfor har svært ved selv at klare indkøbene.
Indkøbsordningen dækker hele Nordals med opsamlinger i Havnbjerg, Guderup og Nordborg. Det kræver både planlægning, koordinering og godt samarbejde – og de frivillige glæder sig til at give udvalgsmedlemmerne et indblik i det omfattende arbejde, der ligger bag.
”Ordningen modtager årligt omkring 140.000 kroner i kommunal støtte. Pengene er med til at sikre, at flere borgere kan bevare deres selvstændighed og opleve tryghed i hverdagen”, fortæller frivillighedskonsulent Johnny Gammelgaard Alfsen i en pressemeddelelse.
Udover medlemmer fra Sundhedsudvalget deltager også direktør Charlotte Fønss Gjørup fra forvaltningen Børn, Uddannelse og Sundhed, som bl.a. har ansvaret for det frivillige sociale og sundhedsfremmende område i Sønderborg Kommune.

