Mandag eftermiddag blev programmet for den kommende sæson for Sønderjyllands Symfoniorkester præsenteret i kunstnerfoyeren i Alsion og det var musikchef Adam Stadnicki, der fortalte om alt det, som publikum kan se frem til. Blandt meget andet nævnte han:
“Allerede nu kan der ses frem til en gratis sommerkoncert ved Augustenborg Slot og det bliver med et både smukt og varieret program med ouverturer, arier og duetter fra operettens verden”, sagde musikchefen.
Ved juletid kan publikum opleve børn fra balletskolen i Sønderborg, når de – sammen med Sønderjyllands Symfoniorkester – opfører Nøddeknækkeren.
“Det er så oplagt, at kulturinstitutionerne i Sønderborg arbejder sammen og det bliver jo en oplevelse for balletbørnene at optræde sammen med et fuldt symfoniorkester fremfor en båndoptagelse”, sagde Adam Stadnicki.
Musikchefen gennemgik programmet og nævnte blandt andet, at der i den kommende sæson kommer flere koncerter med Beethovens musik.
“Det skyldes, at det i 2027 er 200 år siden, han døde”.
Orkestret har fundet en æresdirigent
“Heldigvis har Alevtina Ioffe sagt ja tak til at være symfoniorkestrets æresdirigent og de to gange hun tidligere har dirigeret orkestret, løste hun opgaven helt mageløst og det er dejligt, vi nu kan knytte hende lidt tættere”, sagde musikchefen.
Han fortalte videre, at Sønderjyllands Symfoniorkester gerne giver plads til unge talenter.
Præsenterer Sønderborg mange steder
Sønderjyllands Symfoniorkester holder til i Koncertsalen Alsion, men det er ikke blot i den, man kan opleve musikken. De spiller også koncerter i Aabenraa, Augustenborg, Christiansfeld, Esbjerg, Flensborg, Haderslev, Hamborg, Husum, Kolding, Løgumkloster, Lübeck, Nordborg, Ribe, Slesvig, Tønder, Vejen og Vejle.
Nyt logo og flere program-pakker
“Og vi har fået nyt logo – og det viser både en sol og orkestret opstilling på scenen”, sagde Adam Stadnicki og fortalte så, at der nu er flere programpakker.
“Det er jo ikke alle, som har tid til at komme til alle vores koncerter, og nu er der lidt flere pakkeløsninger, der kan vælges imellem.
Du kan se hele sæsonprogrammet på symfoniorkestrets hjemmeside.



