Torsdag aften stod Ana María Patiño-Osorio på podiet foran musikerne i Sønderjyllands Symfoniorkester og hun dirigerede sig til en 2. Prisen, publikumsprisen og ungdomsjuryens pris ved Malkokonkurrencen i 2014. Hun roses vidt og bredt for sin styrke og ro og høster international anerkendelse som en bemærkelsesværdig dirigent.
Ana María Patiño-Osorio styrede musikerne sikkert gennem Felix Mendelssohns Hebriderne, som er en de mest berømte koncertouverturer.
Herefter kom Andreas Brantelid på scenen med sin cello og han spillede – til publikums store begejstring – Tjajkovskijs variationer over et rokoko-tema. Han høstede et virkeligt stort bifald og heldigvis havde han et ekstranummer i ærmet.
“Jeg har spurgt fem af musikerne, om de ville være med, hvis der blev brug for et ekstranummer – og det gør der”, sagde han og spillede – sammen med de fem – Troubadurens Sang, som er skrevet af Aleksandr Glasunov, der begyndte at komponere, da han var omkring 11 år.
Efter pausen blev der igen spillet Mendelssohn og det var Symfoni nr. 4 – den italienske, som er fyldt med livsglæde, friskhed og varme.
Efter koncerten var der flere, som fortalte, at det havde været en dejlig oplevelse. Der var en blandt publikum, som havde fået at vide af en kollega, at hun ville nyde koncerten.
“Så jeg købte en billet og det har jeg bestemt ikke fortrudt”, sagde hun.


