Bibliotekets elskede vinylspecialister og boganmelderne forenes til en magisk aften – og de vil gå hånd i hånd – for kærlighedsaffæren mellem Vin & Vinyl og Bogholderiet blomstrer videre og er klar til at tage det næste store skridt: En fælles vandretur i musik og lyrik.
Du kan snøre vandrestøvlerne den 12. marts og gå til biblioteket i Sønderborg, hvor både ord og musik er klar fra klokken 19 – og der bydes også på en vand eller et glas vin.
Claus og Karla fra Vin & Vinyl og Line og Sigurbjörg fra Bogholderiet har selv taget fornuftige vandrestøvler på og har sammensat et program med musik og litteratur, der både begiver sig helt ud på de vildeste vover og samtidig langt ind i sindet, skriver biblioteket.
Om Vin & Vinyl
Karla, Morten og Claus byder velkommen til vinylens autentiske lydunivers, vender plader og dykker ned i musikkens fascinerende kroge med fokus på unikke nicher. Forvent sprøde lp-toner, musikanekdoter og lækker vin.
Du kan købe billet på bibliotekets hjemmeside.



