Som et led i Sønderborg Kommunes omlægning af turistservicen til en mere lokal og aktørdrevet model er Visit Sønderborg godt i gang med at oprette 60–80 infospots på tværs af kommunen – en løsning, der både styrker den fysiske tilstedeværelse og giver gæsterne lettere adgang til digitale informations- og inspirationsplatforme.
Med infospots på hoteller, campingpladser, spisesteder, attraktioner og udvalgte butikker bringes turistinformationen nu derhen, hvor gæsterne opholder sig – fysisk og digitalt.
“Vi vil gøre det nemt for gæsterne at finde inspiration og praktisk information – uanset hvor i kommunen de befinder sig. Med infospots bringer vi turistinformationen tættere på oplevelserne og styrker samtidig samarbejdet med vores lokale aktører”, siger Sarah Hirian, som er salgs- og serviceleder i Destination Sønderjylland, i en pressemeddelelse.
Infospotsene er målrettet både analoge og digitale behov: Gæsterne kan orientere sig på kort og få trykt inspiration med sig, samtidig med at de guides videre til apps og online platforme, hvor digital inspiration kan følges op på farten.
På Nordborg Resort har pilotprojektet allerede vist værdi:
”For os er det vigtigt at man kommer ud og ser lokalområdet, udforsker de små byer, naturen og de mange attraktioner vi har i nærheden. Vi ved at rigtig mange gæster først lader sig inspirere til oplevelser og attraktioner i området når de er her – alt efter behov, vind og vejr. Og her er digitale løsninger ikke altid nok – især med de mange forskellige målgrupper som vi har herude på resortet. Med informationsplanchen fra Destination Sønderjylland sikrer vi synlighed på et strategisk sted i vores bycenter med meget trafik og hvor de på kortet kan orientere sig omkring de mange attraktioner og de unikke naturoplevelser vi har her omkring Nordborg, men også overalt på Als. Samtidig med ledes de ind på forskellige Apps, hvor man kan tage inspirationen med sig i lommen og med ud på tur. Det giver en god synergi mellem det analoge og digitale, som smelter sammen på fin vis og dermed når vi flere målgrupper,” siger salgs- og marketingschef Gitte Hoeg Andersen.

