Fire lokale U11-hold gjorde klar til kamp i Broager Hallen, men pludselig ankom hele herrelandsholdet fra USA for at deltage. Landsholdet skulle ikke spille, men kom for at dømme U11-kampene samt være med som hjælpetrænere og tilskuere. Iblandt tilskuerne var Jesper Larsen, formand for Idræts- og Fritidsudvalget.
“Jeg er rigtig glad for kommunens samarbejde med USAs herrehåndbold landshold, som jeg ser store perspektiver i. Selvom samarbejdet er på et tidligt stadie, så viser en dag som i dag i Broager Hallen, at det styrker idrætten og foreningslivet i hele Sønderborg Kommune. I dag var landsholdsspillerne frivillige dommere og i går frivillige trænere. Glæden hos børnene viser tydeligt, at idræt kan så meget mere og det kan det her samarbejde også”, siger Jesper Larsen i en pressemeddelelse.
U11 og landsholdsspillerne var alle glade
“Det var en stor overraskelse, at vi blev dømt af de amerikanske landsholdsspillere. Jeg følte, at jeg måtte spille det bedste, jeg kan”, fortæller spilleren Storm fra Ulkebøl-Vidar Håndbold stolt.
“Vi er rigtig glade for at være i Sønderborg og særligt her i Broager. At opleve hvor imødekommende og venlige folk er her, motiverer mig ekstra meget til at være en del af det lokale”, lyder det fra Ian Hüter, anfører for USA Mens’ team
Lokale håndboldkræfter er en stor del af holdet
“Jeg er selv fra Sønderborg og har i mange år været en stor del af håndbolden rundt i de mange haller. Derfor mener jeg det er vigtigt at vi som landshold inspirerer og motiverer fremtidens håndboldspillere”, fortæller Daniel Fløe Listh Eggert, der er assisterende landstræner for det amerikanske landshold.
Det amerikanske landshold er i Sønderborg til 13. januar og vil have den sidste træning i Sydjysk Sparekasse Skansen sammen med Sønderjyskes håndboldherrer på mandag kl. 10.00.


