Onsdag morgen gik politikerne i Strategi- og Økonomiudvalget i gang med at gennemgå bevvilingsrevisionen – og der var enighed om, at der er styr på pengene.
Det fortæller borgmester Erik Lauritzen til Nært & Nyt.
“Vi flyttede lidt rundt på nogle af pengene og læste nogle udfordringer og reserverede også 6,5 millioner kroner til den anden af de to to årlige bevillingsrevisioner”, sagde han.
Udvalgspolitikerne godkendte også direktionens administrative budgetoplæg for 2027.
“I oplægget er der taget højde for de forandringer, der kommer næste år og vi har en god kassebeholdning. Men økonomiaftalen mellem kommunerne og regeringen har ikke gavnet Sønderborg, så der er ikke plads til mange nye tiltag i det kommende år”, siger borgmesteren med tanke på de kommende budgetforhandlinger.
Tidligere, hvor befolkningstallet var lavere, fik Sønderborg flere penge gennem udligningsreformen.
“Vi er flere nu og her er mange mellem 17 og 25 år, hvor størstedelen er i gang med en uddannelse, så samlet set falder kommunens indtægt. Det betyder, at sætter vi gang i nye projekter, så udhules kommunekassen – og kommer partier alligevel med nye projekter, når vi forhandler budgettet, så sdkal pengene måske findes et andet sted i budgettet”.
Borgmesteren runder af med at sige, han er tryg ved det hele, fordi det ser fornuftigt ud.


