Ungdomskortet vender tilbage

Ungdomskortet vender tilbage
Foto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Et flertal i Natur, Klima og Miljøudvalget har godkendt nye kriterier for tilskud til Ungdomskort til elever på ungdomsuddannelser.

I budgetforliget besluttede Byrådet at genindføre tilskud til rejsekortet Ungdomskortet til ungdomsuddannelser. Et flertal i udvalget bestående af Enhedslisten, Venstre, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet har nu godkendt kriterierne for at få støtten.

Danmarks-demokraterne stemte imod.

Med de nye kriterier vil elever, der har mere end seks kilometer cykel- eller gåafstand mellem bopæl og ungdomsuddannelse, kunne få tilskud til Ungdomskort fra den 1. august. Eleverne betaler selv 75 kroner pr. måned, mens kommunen refunderer resten af udgiften efter hvert kvartal.

”Med de nye kriterier gør vi det både mere overkommeligt og mere bæredygtigt for unge at transportere sig i hverdagen. Vi støtter op om grøn mobilitet, samtidig med at vi sikrer, at unge i hele kommunen har adgang til uddannelse uden store ekstraomkostninger. Det er et vigtigt skridt for både klimaet og de unges muligheder”, siger udvalgsformand Asger Romme Andersen.

Tilskuddet gives i alle årets måneder – også i juli – for at understøtte fritidsjob, aktiviteter og unges mobilitet hen over sommeren.

”Det har været vigtigt for os, at unge igen kan få billig transport til deres uddannelse. For dem, der bor længere væk, kan transport hurtigt blive en stor udgift, og derfor er det en vigtig håndsrækning. Samtidig gør vi det lettere for unge at vælge kollektiv og mere grøn transport. Nu starter vi med denne model inden for den økonomiske ramme, og så følger vi erfaringerne og ser, om der senere er behov for justeringer”, siger næstformand Susanne Blegvad Posselt.

Læs også...  Åbent Hus på Privatskolen Als

GÅET GLIP AF .. ?