Vagtskifte på Dybbøl Banke

Vagtskifte på Dybbøl Banke
Dybbøl Mølle. Foto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 4 minutter

Bestyrelserne for Dybbøl Mølle og for Historiecenter Dybbøl Banke har haft konstituerende møde, hvor der er valgt ny formand og næstformand. Ny formand for begge institutioner blev Nils Natorp. Som ny næstformand for Dybbøl Mølle blev Mogens Nielsen valgt. Som ny næstformand for Historiecenteret blev Hans Peter Hollænder valgt, skriver historiecentret.

Selv om der er tale om to forskellige selvejende institutioner på Dybbøl Banke er udpegningen af bestyrelsesmedlemmer koordineret med henblik på, at flest mulige personer kan danne bestyrelse for begge institutioner.

Det giver god mening at have samme ledelse i de to bestyrelser:

Arbejdet med udvikling af ‘Vision Dybbøl Banke’ omfatter begge institutioner.

Driften af Dybbøl Mølle varetages af Historiecenteret.

Hjemmesiden 1864.dk omfatter begge institutioner.

Samarbejdet med Museum Sønderjylland og Sønderborg Kommune omfatter begge institutioner.

Administrationen af bestyrelsesmøder forenkles.

Den afgåede formand, Jens Peter Rasmussen, sagde ved sin afgang:

”Det har været 8 spændende år som formand for begge institutioner på Dybbøl Banke. Først var Dybbøl Mølle meget i fokus, og vi fik møllen optaget på finansloven, således vi fik nye vinger og sikret en gennemgribende renovering også i fremtiden. De seneste år har vi fået sikret bevillinger både fra staten og kommunen til en tiltrængt renovering af centerbygningen. Begge institutioner har indgået en foreløbig tre-årig driftsaftale med Museum Sønderjylland, som sikrer en god drift samtidig med at vi arbejder sammen om udviklingen af en ny vision for den historiske destination Sønderborg/Dybbøl, som har til formål at forbedre formidlingen og tiltrække flere besøgende til området. Nu er fundamentet på plads, og det er tid til at nye kræfter tager over”.

Den nye formand, Nils Natorp, sagde:

”Jeg er både glad, beæret og ydmyg over at være blevet valgt som formand for Dybbøl Mølle og Historiecenteret. Jeg glæder mig til – sammen med de nye bestyrelser – at fortsætte det gode arbejde, som de afgående bestyrelser har stået i spidsen for. De afleverer et stærkt fundament for det videre arbejde med at styrke formidlingen af hele det historiske område. Dybbøl Mølle er blevet gennemrenoveret, og snart sættes et stort renoveringsarbejde af Historiecenter Dybbøl Banke i gang. Samtidig har vi indledt et vigtigt samarbejde med Museum Sønderjylland. Den vigtigste opgave for de nye bestyrelser bliver at fortsætte og udvikle det strategiske samarbejde med Museum Sønderjylland, så vi sammen kan skabe en stærk destination Dybbøl”, sagde han og tilføjede:

”Det fortjener historien. Det fortjener Sønderborg. Og det fortjener Danmark”.

Fakta

Sønderborg byråd har udpeget Bendt Olesen og Tenna Kristensen til bestyrelsen for Dybbøl Mølle og Jesper Axelsen og Hans Peter Hollænder til bestyrelsen for Historiecenter Dybbøl Banke.

Museum Sønderjylland har udpeget Carsten Porskrog Rasmussen til begge bestyrelser.

Danske Soldaterforeningers Landsråd har udpeget pensioneret oberst Leo Keller Nielsen og major Mogens Nielsen til bestyrelsen for Dybbøl Mølle.

De Danske Forsvarsbroderselskaber har udpeget Arne Jørgensen til bestyrelsen for Dybbøl Mølle.

Bestyrelsen for Dybbøl Mølle har udpeget Nils Natorp og Brian Jørgensen til bestyrelsen for Dybbøl Mølle.

Bestyrelsen for Dybbøl Mølle har udpeget Mogens Nielsen til bestyrelsen for Historiecenter Dybbøl Banke.

Foreningen af lærere i Historie og Samfundsfag har udpeget lærer Thomas Vester Clausen til bestyrelsen for Historiecenter Dybbøl Banke.

Bestyrelsen for Historiecenter Dybbøl Banke har genudpeget Nils Natorp og Brian Jørgensen til bestyrelsen for Historiecenter Dybbøl Banke. Desuden har bestyrelsen udpeget Bendt Olesen og Tenna Kristensen til også at indtræde i bestyrelsen.

Som observatører og rådgivere er de følgende udpeget til begge bestyrelser: Skovrider Inge Gillesberg, regnskabschef Leif Geest, Axel Johnsen og centerleder Bjørn Østergaard.

Læs også...  Skal I med til Børnenes Jul i Sønderborg?

GÅET GLIP AF .. ?