Valgkampen er slut – nu ligger resten i vælgernes hænder

Valgkampen er slut – nu ligger resten i vælgernes hænder
Foto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

En intens valgkamp er slut – den 18. november er nu. Dagen som vi byråds- og regionsrådskandidater har set frem til. Masser af valgmaterialer er omdelt, plakater og bannere sat op, valgdebatter og samtaler i valgbutikken og på gaderne har der været, skriver borgmester Erik Lauritzen på Facebook.

Jeg vil gerne sige tak til alle jeg har mødt i disse uger og ikke mindst til det socialdemokratiske kandidathold, som virkelig har vist, hvad holdånd er og som har leveret en kæmpeindsats for at komme i kontakt med vælgerne. Nu ligger det i vælgernes hænder.

Jeg håber på opbakning til – som borgmester – at videreføre den rigtig gode udvikling som Sønderborg Kommune er inde i. Det har været vigtigt for mig gennem 12 år at sikre et godt samarbejde i byrådet, masser af partnerskaber og samarbejder med foreninger, virksomheder, fonde, uddannelsesinstitutioner og borgere.

Det er det, der sikrer udviklingen og at vi som fællesskab kan levere velfærd og trivsel til de mange og hjælp og støtte til de borgere og familier der har særlige udfordringer.

Mit fokus har været og vil være at skabe og drive en kommune hvor medarbejdere på alle niveauer trives og som nu leverer en kæmpestor og faglig kompetent indsats.

Vi har skabt en stærk udviklingsorienteret kommune med masser af potentiale for vækst og velfærd. Det kan vi være stolte af. Lad os ikke spilde de mange muligheder vi har for fortsat udvikling af velfærden og vores kommune.

Når du skal stemme, så stem på stabilitet, ansvarlig økonomisk ledelse, investeringer i gode forhold for børn, ældre, handicappede og på høje ambitioner for Sønderborg Kommune.

Det vil jeg gerne stå i spidsen for at levere gennem et samarbejdende byråd.

Venstres borgmesterkandidat skriver på sin Facebook

Jeg er dybt taknemmelig for alle de mennesker, jeg har mødt, alle de smil jeg har fået, og alle de gode snakke, der har givet mig energi hver eneste dag i valgkampen, skriver Jimmy Simonsen.

Tak til jer, der har delt jeres bekymringer, ideer og håb med mig – det er præcis det, der gør det hele værd.

Hvad valgdagen bringer, ved jeg ikke…

Men én ting er sikkert: Det bliver intenst.

Slesvigsk Parti vil arbejde sammen med alle der vil

I Sønderborg skal udviklingen bygge på respekt, faglighed og et tæt samarbejde med borgerne. Derfor går jeg til valg på nogle helt centrale mærkesager, skriver Kirsten Bachmann på sin Facebook.

En ældrepleje med værdighed i centrum: Vores ældre skal mødes med tid, nærvær og faglighed – og de pårørende skal inddrages på deres præmisser. Det skaber tryghed og kvalitet i hverdagen.

En infrastruktur, der binder kommunen sammen – og er tilgængelig for alle: Vi skal tænke tog, bus, bil og cykel i én helhed, så både by og land hænger stærkere sammen. Og vi skal sikre tilgængelighed i transport, byrum og bygninger, så alle kan deltage i fællesskabet.

Mere borgerinddragelse – stærkere beslutninger: Når flere bliver hørt, bliver beslutningerne bedre. Sønderborg skal være en kommune, hvor borgerne er medskabere, ikke tilskuere.

Samarbejde er vores styrke: I Slesvigsk Parti har vi i 20 år taget ansvar, søgt indflydelse og samarbejdet med alle, der vil. Forskellighed gør os stærkere, og når vi løfter på tværs af by og land, partier og mennesker, skaber vi resultater.

Jo stærkere mandat vi får, jo bedre kan vi holde Sønderborg på sporet og sikre en kommune, der både lytter, handler og udvikler sig i fællesskab.

Læs også...  Politikerne fik en snak om gadelyset

GÅET GLIP AF .. ?