Forleden tog tre politikere i Kultur, Handel og Turisme stilling til en ansøgning om 120.000 kroner i støtte til en tre dage lang havnefest i Kristi Himmelfartsdagene, hvor Romregattaen er på besøg i Sønderborgs havn.
Den 14. maj holdes Romregattaen for 45. gang, hvilket samtidig markerer et lille jubilæum – en oplagt anledning til at løfte rammerne omkring arrangementet.
“Vi var tre i udvalget, som behandlede ansøgningen. Et udvalgsmedlem var ramt af sygdom og Bjørn Allerelli Andersen var inhabil, fordi han er med i den komité, som vil lave havnefestivalen”, siger Daniel Staugaard til Nært & Nyt og tilføjer, at udvalget bevilgede pengene.
“Vi vil komme med en sjettedel af det beløb, som arrangørerne selv kommer med via fonde og andre, men højst 120.000 kroner”, siger han videre.
Den betingelse har fået ansøgerne til at træde på bremsen.
“Vi venter jo på svar fra fondene og kan ikke lave en havnefest på bare en måned. Flere fonde støtter med samme beløb som kommunen kommer med, men udvalget er ikke kommet med et konkret beløb”, siger en skuffet Bjørn Allerelli til Nært & Nyt, som synes, at en havnefest spiller flot ind i, at Sønderborg er en havneby.
“Og så er det et nyt initiativ og ikke bare endnu en omgang af alt det, som vi kender”.
Jesper Kock, som er næstformand i udvalget, har også hørt, at den komité, der stod bag ansøgningen, har mistet håbet.
“I udvalget bakkede vi op om en havnefest, og jeg håber, at ansøgerne vil gå i tænkeboks og vende tilbage med et endnu stærkere oplæg – i tæt samarbejde med havnens restauratører”, siger han til Nært & Nyt.
Du kan læse ansøgningen og beskrivelsen af havnefesten på kommunens hjemmeside.

