Sønderborg Ungdomsråd har bevilget 10.000 kroner til Intro Team på Syddansk Universitet i Alsion til en studiestartsfestival efter sommerferien.
Festivalen skal være med til at skabe nye fællesskaber mellem studerende og unge i lokalområdet. Arrangementet består af et åbent dagsprogram med aktiviteter, workshops, leg og fællesskab for alle unge samt et aftenarrangement målrettet SDUs studerende, skriver ungdsomsrådet i en pressemeddelelse.
Initiativet har særligt fokus på at byde nye studerende velkommen til både universitetet og Sønderborg.
Festivalen giver unge mulighed for at mødes på tværs af uddannelse, interesser og baggrund. I løbet af dagen vil studenterforeninger præsentere aktiviteter og workshops, mens der også vil være plads til sociale aktiviteter som spil, sport og fællesskab. Formålet er at gøre det lettere for nye studerende at skabe relationer og få et godt kendskab til både studieliv og byliv i Sønderborg.
”Vi ønsker at støtte aktiviteter, der skaber fællesskaber og giver unge gode muligheder for at møde hinanden. Festivalen samler både studerende og lokale unge og er med til at gøre Sønderborg til et attraktivt sted at studere, bo og engagere sig, siger forperson for Sønderborg Ungdomsråd, Laura Feldborg.
Festivalen holdes den 19. september og forventes at tiltrække både studerende, unge borgere og frivillige fra hele området.
Sønderborg Ungdomsråd uddeler løbende støtte til projekter og aktiviteter, der styrker unges trivsel, fællesskab og muligheder for at deltage i lokalsamfundet.


