Humøret var højt og glæden smittende, da Det Blå Gymnasium i Sønderborg i fredags slog dørene op for årets traditionsrige gallafest. Hele 136 afgangselever deltog i festlighederne og markerede dermed afslutningen på deres gymnasietid i selskab med klassekammerater og lærere.
De unge ankom i stil – iklædt elegante gallakjoler og jakkesæt – og i alt fra klassiske biler til kreative og opfindsomme transportmidler. Traditionen tro havde skolen inviteret elevernes forældre og andre nære til at overvære den festlige ankomst, mens skolen serverede forfriskninger til alle.
Det gjorde indtryk på rektor Joern Radzio:
“Til gallafesten fejrer vi vores afgangselever og mindes alt det, de har opnået og oplevet sammen. Det var både højtideligt og hjertevarmt at mærke den stolthed, glæde og samhørighed, der fyldte skolen”, siger han i en pressemeddelelse.
Aftenen bød på et varieret program, der begyndte med fotografering og fællessang. Herefter nød gæsterne en udsøgt tre-retters menu tilberedt af skolens kokke og festen fortsatte med dans, kåringer og socialt samvær.
