I sin velkomst til Herrefrokosten bød ringriderformand Jan Rasmussen velkommen og lovede alle herrerne, at der ville komme god mad på bordet.
“Vi er gået væk fra den vegetarret som vi fik sidste år og det er Vollerup Kro, der har folk i køkkenet”, sagde han og efter at have sagt velkommen til politikere, gæstetalere og andre, tog Leif Maibom fat på sin sidste tørn som toastmaster ved Herrefrokosten og han kunne glæde sig over, at højttalerlyden var glimrende, så alle kunne høre både ham og talerne.
Den første gæstetaler var borgmester Erik Lauritzen, som lagde ud med at takke de komitéformænd, som går af – og han takkede også Leif Maibom for hans store indsats i ringriderforeningen.
Herefter kom han ind på verdens mest omtalte politiker.
“Tænk, at det første vi gør, når vi står op om morgenen, det er at tænde radioen for at høre hvad Trump har fundet på – og han vil jo ha’ Grønland. Det får mig til at sige, at jeg vil tage det psykiatriske hospital tilbage til Augustenborg, Jeg tager også Sergentskolen og Sygeplejeskolen”, sagde borgmesteren og tilføjede:
“Og jeg vil også ha’ Restaurant Pearl, Fakkelgården og Annis Ishus”.
Han fik også nævnt, at der er nye ved roret i Sønderborg Sommer Revy Show.
“Tak til de nye ejere, fordi de har genstartet revyen og allerede har gi’et meget til byen – og jeg vil også sige tak til alle de frivillige rundt omkring i kommunen. Også dem i Kultur i Syd, og så kan vi spørge Jess Johansen om den koncertplads på Kær, som der er betalt mange penge for, ikke snart skal i gang”.
Søren Gade var sergentelev
Folketingets formand – og formand for Esbjerg Havn – Søren Gade, var også på talerstolen.
“Jeg fik at vide af Leif Maibom, at udsigten er fantastisk heroppe fra scenen – men det ved Gud den ikke er”.
Han fortalte videre, at den 1. august, så er det 43 år siden han begyndte som sergentelev på kasernen.
“Det var en stor glæde og jeg husker Misses Kro og turene med Æ Spritter, som vi tog om torsdagen. Det gjorde vi, fordi der var en sergentelev fra Livgarden, som underholdt ombord og det var Stig Rossen”.
Den sidste taler var Steen Langeberg, som har været vært på Go Morgen Danmark på TV2 og også i andre programmer.
“Jeg må indrømme, jeg er en smule spændt ved at stå her. Det er sådan lidt lige som Mike Fonseca, når de nye konfirmander springer ud”, sagde han og afslørede, at han faktisk ikke er sønderjyde, selvom han taler sønderjysk.
“Min mor og far er sønderjyder, men flyttede til Kolding, hvor jeg blev født og det har jeg levet med lige siden – men når jeg er her, så får jeg en dejlig ro inden i. Der sker jo uhyggelige ting i verden, men her har I prøvet det hele før”.
“Årene fra 1864 til 1920 var med til at skabe den sønderjyske identitet – og brø’tort vandt over bratwurst og her oplever man, det mest danske”.


