Beredskabet i Sønderborg opfordrer til, at man rydder op omkring hjemmet før nytårsaften, fordi det kan hjælpe til at få antallet af udrykninger for brandvæsenet ned.
Brandvæsenet rykker på landsplan i gennemsnit ud 401 gange i nytårsdøgnet, hvilket er knap fire gange så mange udrykninger som i et gennemsnitsdøgn. Særligt i tidsrummet fra kl. 20.00-03.00 topper udrykningerne.
Det er oftest udrykninger til brande i containere eller skraldespande, der er årsag til travlheden. Med få tiltag kan du være med til at reducere risikoen for brand og samtidig gøre nytårsdøgnet roligere for landets brandfolk.
”Man kan gøre sig selv og brandvæsenet en tjeneste ved at gøre det svært for ilden at få fat. Sørg for, at containere og skraldespande lukkes, om muligt låses, og placeres i god afstand fra bygninger, så en eventuel brand ikke breder sig”, siger sekretariatschef i Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard.
Udover at tænke over placering af skraldespande er det en god idé at rydde op omkring dit hjem, på altanen, langs husmure og i åbne carporte.
”Vi ved ikke altid, hvor det affyrede fyrværkeri ender. Men vi kan forsøge at sikre os mod brand fra vildfarne raketter ved at fjerne let antændeligt materiale som f.eks. juletræer, blade eller gavepapir”, siger Mads Dalgaard fra Beredskabsstyrelsen.
Fem råd til et brandsikkert nytår
Placér affaldscontainere m.v. i god afstand fra bygninger
Fjern brændbart materiale fra fx carport, altan og kælderskakt
Luk og lås døre til garage og skur
Overhold den sikkerhedsafstand, der står på fyrværkeriet
Brug fyrværkeri, som det er tiltænkt, og hvor det er tiltænkt


