I TV2s partilederunde fyldte det specialiserede socialområde en del af debatten og flere af partierne gav udtryk for et ønske om at flytte opgaven væk fra kommunerne.
Problemerne med det specialiserede socialområde er ikke den organisatoriske placering. Problemet er kompleksiteten i lovgivningen herunder at hele området lider af unødigt juristeri, som centrale instanser – især Ankestyrelsen – er med til at fremme.
Det skriver Bente Rey, formand for DH Sønderborg og Tobias Dalgas, formand for DH Haderslev i en fælles pressemeddelelse.
Det er som om, at den sunde fornuft i kommunerne er gået fløjten. Der arbejdes ikke ud fra intentionerne indenfor handicapområdet, hvor kompensationsprincippet er et nøgleord. Alt for meget går med at fortolke, udsende retningslinjer og træffe mangelfulde afgørelser.
Derfor bør man politisk arbejde på forenkling af lovgivningen, hvilket vil gøre dagligdagen for de berørte borgere nemmere og mere tryg. Som en god sidegevinst vil man ved forenkling også opnå et mindre ressourceforbrug og dermed spare penge.
Et eksempel fra det virkelige liv er bevillingen af støttestrømper/kompressionsredskaber efter Serviceloven. Juristerne i Ankestyrelsen fortolker og meddeler retningslinjer til brug ved kommunernes administration. Der er tale om vanskelige juridiske problemstillinger, som kommunernes sagsbehandlere har vanskeligt ved at udlægge. Sondringerne er unødigt komplekse, sektoransvarlighedsprincippet gør det ikke bedre og alt i alt er det vores opfattelse, at reglerne fra folketingets side må kunne forenkles. Vi har kendskab til en sag, der nu – efter to år – stadig ikke er afsluttet. Der bruges voldsomt mange ressourcer på at belyse og forstå reglerne, som ikke står i rimeligt forhold til, hvad hjælpemidlet koster.
Hermed er en af vores pointer, at der ikke er tale om lønsom administration. Man skyder så at sige gråspurve med kanoner – noget som er en følge af uklarhed og urimelig kompleksitet i lovgivning og den administrative praksis.
Det skal jo ikke være en juridisk øvelse at få støttestrømper. Det eneste, der skal til er, at man vurderer, om borgeren har brug for dem eller ej, og så skal man have dem, hvis behovet er der. Det er typisk en lægelig vurdering, så det kan ikke være så svært.
Samme sag kan bruges som eksempel på, at der ikke er tale om en fair behandling. Sagen kastes frem og tilbage mellem kommunen og Ankestyrelsen.
Når den gør det, er det fordi, at Ankestyrelsen hjemviser sagen til fornyet vurdering ved kommunen. Hjemvisning betyder, at kommunen ikke har gjort sit arbejde godt nok, ikke har belyst sagen rigtigt og derfor kan Ankestyrelsen ikke træffe en afgørelse. Det er for ringe og må kunne forbedres.
Som lokalformænd for Danske Handicaporganisationer og dermed repræsentanter for en bred kreds af borgere med handicap opfordrer vi hermed politikerne til at sætte fokus på forenkling af regelgrundlaget. Kun herved opnår vi en tryg og sikker hverdag for udsatte borgere og deres pårørende.
