Søndag morgen var der reveille på Perlegade hos ringriderformand Jan Rasmussen og her deltog herolderne, Sønderborg Pipes and Drums og Tveit Union Musikkorps.
“Jeg ved ikke, hvor mange år reveillen er, men tidligere blev den holdt hos både borgmesteren og ringriderformanden. Det gav en noget presset morgen, fordi vi er nogle, som også skal være klar til at ride med i optoget”, sagde ringriderformand Jan Rasmussen.
“Det var Peter Hansen, der i sin formandtid slog dem sammen, så vi har den i fællesskab”.
Dirigenten fra Tveit Union Musikkorps fra Norge fortalte, at orkestret er glade for at være med til Ringriderfesten.
“Vi er meget taknemmelige for at være inviteret endnu en gang – og vi har en gave til ringriderformanden og til borgmesteren”, sagde han og de fik hver en ostehøvl.
“Det er rigtigt norsk”, sagde dirigenten.
Borgmester Erik Lauritzen takkede herolderne, Sønderborg Pipes and Drums og Tveit Union Musikkorps for musikken.
“Og tak fordi I er her og det med fodboldkampen i går skal I ikke tage så tungt. Det har vi prøvet mange gange”, sagde han og fortsatte:
“Vi kan ikke overvurdere, hvor meget Ringriderfestens betyder for Sønderborg og vi hører om antallet af ryttere og betalende gæster. Men vi skal også huske på alle de frivillige, som er i gang, for at det hele lykkes. Også alle dem, som vi ikke ser”.
Han sluttede med at sige:
“Tak for en fantastisk fest”.


