Da Charlotte Marie Stjernholm, som er vokset op i Augustenborg og i dag bor i Vejle, henvendte sig til KunstPunkt med ønsket om at holde sin allerførste kunstudstilling, opstod ideen om noget større. I stedet for en soloudstilling ønskede hun at skabe en fælles udstilling med et overordnet tema. KunstPunkt hjalp derfor med at finde tre af foreningens medlemmer, hvis kunstneriske udtryk kunne supplere hendes eget.
Resultatet er udstillingen LIVET, hvor fire kunstnere – som ikke kendte hinanden på forhånd – mødes om at fortolke noget, vi alle har til fælles: Livet.
Fra den 17. til 23. juli kan publikum opleve, hvordan fire forskellige kunstneriske udtryk smelter sammen i en udstilling om menneskelivet – om glæder og sorger, relationer, udvikling, håb og de spor, livet sætter i os.
Udstillingen åbner med fernisering lørdag den 18. juli kl. 14.00. Åbningstalen holdes af Hanne Risgaard, og den musikalske ramme skabes af en familie-strygetrio med Karsten D. Madsen, Anna G. Madsen og Felix G. Madsen, som får selskab af Jakob Holm-Petersen Høxbro Skivild.
Kunstnerne
Charlotte Marie Stjernholm arbejder med stemningsfulde malerier i akryl og tørpastel med inspiration fra menneskelige relationer og følelser.
Marie Girard skaber farverige malerier med afsæt i naturen, familien og sit mangeårige virke som musiker i Sønderjyllands Symfoniorkester.
Kristine Inez Birkedal er uddannet mosaikkunstner i Italien og har deltaget i internationale kunstprojekter. Hendes mosaikker leger med lys, farver og spejlinger og bliver billeder på livets udvikling, balance og sammenhæng.
Conny Djurhuus Kristiansen tager udgangspunkt i menneskets livsrejse og de eksistentielle spørgsmål, vi alle møder undervejs.
Samtidig kan publikum opleve den 18-årige Mathilde Kjeldgaard Nielsen fra Aabenraa i Galleri UNG KUNST. Gennem realistiske tegninger undersøger hun personlige, politiske og samfundsmæssige temaer og viser, hvordan kunst kan skabe både dialog og refleksion.
Udstillingen LIVET er et møde mellem fire forskellige kunstneriske stemmer, som tilsammen inviterer publikum til at reflektere over det, vi alle er en del af – livet.

