Når Sønderjyske Herrehåndbold gerne vil tiltrække unge mennesker der vil forfølge drømmen, kræver det at de kan tilbyde dem gode og trykke rammer, og det kan de give dem med vores nye værtsfamiliekoncept. Som værtsfamilie bliver man en vigtig del af spillerens hverdag og får samtidig mulighed for at gøre en mærkbar forskel for et ungt menneske, der tager næste skridt i sin håndboldkarriere.
Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
Når unge talenter flytter til Sønderborg for at forfølge drømmen om at blive elitespiller, handler det om meget mere end håndbold. En tryg base, gode relationer og en stabil hverdag er afgørende for, at de unge kan udvikle sig, både som spillere og mennesker.
Sportschef Jacob Bagersted siger:
”Når en ung spiller kommer til Sønderborg, skal han ikke bare have et sted at bo. Han skal have et hjem, hvor han føler sig tryg, velkommen og være en del af et fællesskab. Værtsfamilierne kan derfor spille en utrolig vigtig rolle i talentudvikling. De er med til at skabe de rammer, der kan give de unge spillere de bedste muligheder for at lykkes, både på håndboldbanen og i livet”.
En naturlig del af familien
Som værtsfamilie bliver spilleren en naturlig del af familiens hverdag. Det kan være omkring fælles måltider, familietid og de almindelige praktiske rutiner i hjemmet. Samtidig skal der være plads til, at spilleren passer sin skole, træning, kampe, restitution og sit sociale liv.
Mere end et sted at bo
Som værtsfamilie forventes det, at man skaber et trygt og stabilt hjemmemiljø, giver spilleren mulighed for at blive en del af familiens hverdag og hjælper med de praktiske rammer omkring hverdagen.
Derudover er en åben og god dialog med spilleren, forældrene og klubben vigtig, ligesom spillerens behov for skole, træning, restitution og fritid skal respekteres.
Vigtigst af alt er relationen
”Vi leder ikke efter familier, der skal være en servicefunktion for spillerne. Vi leder efter familier, der har lyst til at åbne døren til deres hjem og fællesskab. Det skal føles som et ekstra hjem for spilleren. Til gengæld får familien mulighed for at lære et ungt menneske at kende og blive en vigtig del af hans rejse. Det kan være en utrolig givende oplevelse for begge parter”, siger Jacob Bagersted.
Borgmester i Sønderborg Kommune, Erik Lauritzen, er meget glad for tiltaget.
“Det er et rigtig godt initiativ, at Sønderjyske Herrehåndbold søger værtsfamilier til unge talenter. Det giver flere lovende spillere mulighed for at udvikle sig i et stærkt sportsligt miljø, samtidig med at de bliver en del af lokalsamfundet”, siger borgmester Erik Lauritzen.
”For Sønderborg Kommune er det vigtigt at tiltrække og fastholde unge mennesker, og når unge vælger at flytte hertil for at dyrke deres talent, skaber det ikke kun værdi for sporten, men også for kommunen”.
Kontakt sportschefen
Sønderjyske Herrehåndbold håber derfor at komme i kontakt med familier, der har lyst til at gøre en forskel og være med til at skabe de bedste rammer for fremtidens Sønderjyske-spillere.
Har du lyst til at høre mere om rollen som værtsfamilie, er du meget velkommen til at kontakte Sportschef Jacob Bagersted jb@soenderjyskehh.dk.


