Sønderborg Kommune indfører nu en forsøgsordning med affaldssortering langs Gendarmstien. Det sker som et led i at gøre kommunen mere bæredygtig samt forstærke Gendarmstiens grønne profil.
Der sorteres i plast, metal og restaffald. På affaldsbeholderne langs Gendarmstien skiltes der med de forskellige affaldsfraktioner på to sprog og med piktogrammer, så det er nemt at sortere korrekt, skriver kommunen.
I første omgang indføres ordningen på fire shelterpladser. Der laves affaldssortering på shelterpladserne ved Dybbølstrand, Hvilsø sti, Ved Fyret og Frydenlund.
Desuden er Sønderborg Kommune i gang med en lignende forsøgsordning på alle kommunens Blå Flag-strande samt andre udvalgte lokaliteter i Sønderborg.

