Mandag morgen klokken 8 var medlemmer fra Hjemmeværnet, borgmester Erik Lauritzen, Erling Lundgaard fra Folk & Sikkerhed og en del af byens borgere til gudstjeneste i Christianskirken for at mindes dem, som faldt under besættelsen.
Det var sognepræst Lars Astmann Smedemark, der stod for gudstjenesten, og han sagde blandt andet:
”Vores tanker går til dem, der bar lyset i fem mørke år, dem som kæmpede for frihed og fællesskab selvom de vidste, hvad det kostede. Det kræver mod at holde fast i håbet”, sagde han.
”Deres offer er prisen for den frihed, som vi har i dag. Vi skal passe på det, som de gav deres liv for. Frihed er en stafet, vi har overtaget”.
Efter gudstjenesten gik fanekommandoen forrest til mindelunden på kirkegården, hvor der blev lagt kranse og blomster.
Om aftenen, den en 4. maj for 81 år siden kapitulerede den tyske besættelsesmagt – kapituleringen trådte i kraft den 5. maj klokken 8 – og Danmark var atter frit.



