Alssundpartiet er klar til at halvere Jobcenter

Alssundpartiet er klar til at halvere Jobcenter
Tom Sivertsen fra Alssundpartiet. Foto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Tom Sivertsen fra Alssundpartiet er klar til at skære det halve af personalet i Jobcenter væk, så der kan flyttes flere penge over til hjemmeplejen.

“Jeg mener, at personalet i hjemmeplejen skal have mere tid til de ældre. Jeg ved også, at der mangler personale og så skal der være penge til det. Men omskoler vi halvdelen af personalet i Jobcenter til SOSU-faget, så vil der være medarbejdere til rådighed og de lønninger, der spares i Jobcenter kan flyttes over til hjemmeplejen”, siger den ene af de to kandidater fra Alssundpartiet, Tom Sivertsen, til Nært & Nyt.

“Når der kommer personale nok i hjemmeplejen, så kan de ældre slippe for at have en robotstøvsuger og det giver tid til en kop kaffe og en hyggesnak”.

Han har ikke glemt de ældre på plejecentrene.

“Vi synes, de ældre på plejecentrene skal have smørrebrød, en øl og en snaps hver fredag. Det er ikke luksus, men livsglæde – og halverer vi honoraret til Byråds udvalgsformænd og -næstformænd, så er pengene der”.

“Og på institutionerne skal der serveres mere svinekød, så vi bakker op om de lokale landmænd”.

Psykiatri-boligerne i Augustenborg

“Hertughaven i Augustenborg skal flyttes til et mere egnet sted. Den nuværende placering midt i Augustenborg er forkert, fordi der har været flere uheldige episoder og stedet skaber utryghed”, siger Tom Sivertsen.

“Selvfølgelig skal vi have steder til mennesker, med psykiske problemer, men de skal placeres med omtanke for andre mennesker og bylivet”.

Trafikken

Når Sønder Havnegade er spærret for trafik i sommerperioden, så skal bilisterne køre på andre veje.

“Og for at alle ikke skal køre ad de samme veje, så skal vi have åbnet både Bjerggade og Østergade for trafik i begge retninger”, siger Alssundpartiets kandidat.

“Og nu hvor jeg taler om trafik, så vil vi også have gratis busser, fordi det vil få flere til at vælge den grønne og kollektive transport”.

Alssundpartiet vil også have en bro mellem Ballebro og Hardeshøj.

“Det vil give god mening for alle dem fra Jylland, der bruger broen til og fra job på Nordals og også for alle turisterne, der skal til Nordborg Resort”.

SONFOR skal undersøges

“Vi skal have en grundig, uafhængig og uvildig undersøgelse af SONFOR. Borgerne skal have fuld indsigt i økonomi, bestyrelsesbeslutninger og miljøforhold. Vi kræver gennemsigtighed og ansvarlighed i det kommunale forsyningsselskab”.

Alssundpartiet har to kandidater, Tom Sivertsen og Bruno Clausen – og de er ikke med i et valgforbund.

Læs også...  Benny Engelbrecht går ikke og drømmer om at blive borgmester

GÅET GLIP AF .. ?