Det kommunale forsyningsselskab, SONFOR, driver genbrugspladser og sørger for, at vores skraldespande bliver tømt, de leverer drikkevand og håndterer vores spildevand og de leverer fjernvarme på Nordals. Og det er en selvfølge, at alting kører, som det skal 24/7. Det får de ikke ros for, men når tingene ikke kører, så reagerer borgerne.
Det fortæller SONFORs direktør, Susanne Pagh, til Nært & Nyt.
“Og når tingene ikke spiller, så er det vigtigt, vi hele tiden informerer borgerne”, siger hun.
”Et eksempel var sidste år, hvor vi fandt bakterier i vores drikkevand i Dybbøl og Ragebøl. Selv om det var en træls sag for vores kunder, så endte vi faktisk med at få masser af positive kommentarer for vores kommunikation og håndtering”.
Susanne Pagh har siddet på posten siden 15. marts og havde virkelig gode forudsætninger for at vide, hvad hun gik ind til.
“Jeg blev projektansat i SONFOR i marts 2024 og 1. oktober sidste år blev jeg konstitueret direktør og har mere end 20 års erfaring inden for energi og forsyning. Den erfaring glæder jeg mig til at bruge til at sikre forsyningssikkerhed, stabilitet og forudsigelighed for vores kunder “, siger Susanne Pagh, som inden udnævnelsen til direktør bl.a. nåede at havde ansvar for kommunikation og kvalitet i SONFOR.
Susanne Pagh sagde ja til at stå i spidsen for SONFOR, fordi der er en god base og virksomheden er inde i en god gænge.
“Driften er stabil og jeg er omgivet af dygtige, engagerede medarbejdere, som virkeligt vil gøre en forskel for både kunder og vores lokalsamfund”.
Fokus på stabile priser
“I SONFOR gør vi det bedste, som vi kan for, at priserne til vores kunder er stabile. Et eksempel er vores indsats for genbrug og genanvendelse på affaldsområdet. Det er med til at holde priserne stabile. Og samfundsmæssigt giver det også god mening i en tid, hvor vi forbruger flere ressourcer, end jorden kan nå at producere”, siger direktøren.
SONFOR skal følge planer, som bliver lagt af Sønderborg Kommune og andre – og også lovgivningen. De forskellige forsyningsområder er stramt reguleret, så selvom SONFOR ikke er en ret stor organisation, så er opgaverne komplekse. Det kræver medarbejdere, som har de rigtige kvalifikationer og få tingene til at ske.
“Det kan de 140 medarbejdere i SONFOR”, siger direktøren og fremhæver Projekt Værdivand, det nye renseanlæg, som et særligt stort og vigtigt projekt, der lige nu arbejdes på.

