Er du uforberedt, panikslagen, hårdt ramt eller bare nysgerrig på hvordan du kommer styrket igennem den her fase af livet – så er det lige noget for dig at høre Annametta Fuhrmann tale om overgangsalder – og det gør hun på Sønderborg Teater på mandag klokken 19, skriver arrangøren.
Du er ikke alene
På sin populære Instagram-profil deler Annamette Fuhrmann alt om overgangsalderen. Både det alvorlige, det triste, det skæve og de sjove sider af overgangsalderen. Men nu kan du møde hende i virkeligheden, stå sammen og finde gensidig inspiration til at tackle dét, der immervæk rammer halvdelen af verdens befolkning og desværre stadig er tabuiseret og underprioriteret som samtaleemne – og det skal vi lave om på!
Akuthjælp til overgangsalder-rage
Annamette Fuhrmann har været rasende over manglen på information, åbenhed og viden om den del af et kvindeliv, der kan påvirke os i rigtigt mange år. Vred over lægernes ikke-hjælp, omgangskredsens manglende forståelse og sin egen afmagt. Hun har derfor samlet sine allerbedste råd, erfaringer og tåkrummende anekdoter og er klar til at dele dem med dig denne aften.
Nogle af emnerne
Hvorfor taler vi ikke mere om overgangsalderen?
Hormoner og hukommelse
Annamettes 10 bud til overgangsalderen
Hvad ville jeg gerne have vidst før overgangsalderen startede
Farvel tabu
Hvad sker der med hjernen i overgangsalderen?
Fællessang
Du finder billetter på Original Talks hjemmeside.




