Når Tom Sivertsen, som har både Strandens Ishus og Café Marina ved lystbådehavnen i Sønderborg ser tilbage på juli måned, så er meldingen, at han godt ville have haft bedre vejr.
“Bedre vejr ville give flere gæster og alligevel vil jeg ikke klage, fordi vi havde et rigtigt godt forår”, siger Tom Sivertsen til Nært & Nyt. I Slesvig og Holstein er det stadig ferietid og det betyder, der stadig vil komme tyskere på ferie og på besøg i Sønderborg.
“Når vi taler om Strandens Ishus, så kommer der mange tyskere og det gør der også, selvom der ikke er solskin”.
“Men selvfølgelig håber jeg og sikker også andre på, at august byder på mange solskinsdage”, siger Tom Sivertsen, der nyder godt af, at en del af sejlerne kommer og spiser i Café Marina.



