Beredskabet skal have en øvelsesplads ved Station Sønderborg

Beredskabet skal have en øvelsesplads ved Station Sønderborg
Foto · af: Bo Bach Jensen

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Byrådet har godkendt en bevilling til at der kan laves en øvelsesplads hos Drift og Beredskab Sønderborg. Det er en vigtig investering i kvaliteten i vores beredskab, fordi realistisk og struktureret træning er afgørende for de kompetencer, der skal bruges, når alarmen går, siger medlem af udvalget for Byudvikling, Landdistrikter og Infrastruktur Kirsten Bachmann, Slesvisk Parti, til Nært & Nyt.

Særligt for de frivillige brandværn er en fælles øvelsesplads et løft. Den giver bedre rammer for øvelser og bidrager til et mere ensartet og stærkt beredskab.

”I Slesvigsk Parti ser vi et stærkt og funktionelt beredskab som en nødvendighed i en tid med flere og mere komplekse udfordringer. Et lokalt beredskab skaber tryghed, sikkerhed og er en uvurderlig styrke i vores landdistrikter. Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at der fremover skal findes yderligere finansiering, hvis hele øvelsespladsen skal realiseres”, siger Kirsten Bachmann.

“Her sidder jeg med en dobbelt kasket som medlem af beredskabskommissionen, derfor kan jeg kun sige at det er på tide at vi kommer i gang med at få lavet denne øvelsesplads, den er der meget brug for, fordi den er med til at dygtiggøre vore dygtige brandfolk og det glæder mig, at vi nu kommer videre med at realisere øvelsespladsen”, siger udvalgsmedlem Kristian Beuschau fra Socialdemokratiet.

Venstre er med på ideen

”Fordi det bliver for dyrt at opgradere øvelsespladsen på Foldager, giver det god mening samle tingene på Ingolf Nielsens Vej, som også var den oprindelige plan, og det er også efterspurgt af de frivillige brandværn. Her har man velfærdsfaciliteterne i forvejen, og et muligt samarbejde med Sønderborg Lufthavn kunne også være interessant”, siger Venstres udvalgsmedlem, Tage Petersen, til Nært & Nyt.

Læs også...  Bruno Clausen gør klar til kommunalvalget 2029

GÅET GLIP AF .. ?