Fredag eftermiddag var parkingspladsen ved Rema1000 i Hørup pakket med forventningsfulde børn, der alle ventede på at julemanden skulle ankomme. Da Rudolf og de andre rensdyr havde fået lov til at holde tidlig weekend, havde brandfolkene fra Hørup Frivillige Brandværn tilbudt at hente Julemanden og bringe ham til Hørup.
Lidt i fem var ventetiden endelig forbi, på afstand kunne børnene nu se og høre at tiden var kommet til at Julemanden og brandfolkene var tæt på. Der var øjne så store som tekopper, da brandbilerne stoppede lige ude foran de mange børn og Julemanden pludselig kom frem.
Inden Julemanden sammen med børnene tændte juletræet, var der fællessang med Julemanden – Og så kom det store moment – Der skulle tælles ned til at tænde lysene på juletræet, 3 – 2 – 1 – LYS! – Så strålede juletræet med alle sine mange lys og det var tid til at alle børnene fik en godtepose og mulighed for at hilse på Julemanden og fortælle ham hvad de ønskede sig til jul.
Udover at hilse på Julemanden, var der også mange børn der benyttede muligheden for at komme op at sidde i brandbilerne.

