Bogcafévært Allan Breckling anmelder Sangen om Livet:
Eddie van Lüthje er ikke bare hvem som helst her i landet. I årevis har han forsket og fortolket vores store digter, Halfdan Rasmussen, og det både som sanger og udgiver af Halfdans ’ukendte digte’ som Hemmeligt forår fra besættelsens tid og også Vinterdigte og sat dem i musik som komponist med Halfdans personlige tilladelse. Eddie van Lüthjes kærlighed til dansk digtning er mageløst.
Og nu er Eddis van Lüthjes erindringer udkommet med titlen Sangen om Livet, som ikke kun er selvbiografi, men efter min mening sandelig også kulturhistorie på højeste plan. Grumt ganske vist – men i sær livsbekræftende og skrevet, som det er at høre Eddie van Lüthje selv – passioneret og indtrængende.
Vi ved jo godt hvem der skrev Højt fra træets grønne top. På Nørrebro blev en gade opkaldt efter ham, nemlig Peter Fabers Gade. Men havde Peter Faber vidst, hvad der foregik og skete mod de to drenge, der boede med deres mor – fru Hansen – i nummer 28 på fjerde sal, ville han, som os læsere, havde korset sig – for her var ingen juleglans. Der var slet ikke nogen for form for glans.
Eddie van Lüthje og lillebroderen, Stig, blev simpelthen voldtaget nat efter nat af en af moderens fordrukne elskere. Det dumme svin og skamløse udyr – Eddie van Lüthjes ord – foretog disse overgreb med moderens viden og hun benægtede det til det sidste, ignorerede drengenes klager over denne onkel Holger. Der var ingen kære mor her og herefter var hun ikke en mor længere for drengene og blev kaldt for fru Hansen. Det er simpelthen hårrejsende læsning og skildret uden filter.
Disse oplevelser kunne knække enhver til evig tid – men Eddie van Lüthje selv forsvandt ind i drengebøgernes univers og det skulle vise sig, at den verden førte ham videre og meget langt ind i digtningen som digter selv, men i tæt kontakt med den tids fremragende forfattere. Det lige fra Johannes Møllehave – henover Ivan Malinovski og Carl Scharnberg og pudsigt nok også til spasmageren Otto Leisner, der udgav Eddie van Lüthje på et tidspunkt for egen regning, så Otto Leisner var nok mere dyb end bare tv-vært og pladeparade.
Men det blev Halfdans Rasmussens univers der bar Eddie van Lüthje i sikkert i havn.
Sangen om Livet er et digert værk og ret så omfattende – vi følger Eddie van Lüthje hele livet igennem. Som sejler – hans historier fra Spanien er betagende og medrivende. Som journalist på de sjællandske dagblade, sikke en energi og morsomt med. Og især som den kunstner han vitterligt er.
Der er tale om en selvbiografi, som handler om mere, meget mere, end bare: Mig – mig og atter mig. Blandt andet om det aktive politiske liv han førte som sanger og musikant på venstrefløjen og den store kærlighed han har til livet og kærligheden.
Og kærligheden fik han fra sin kære Helle Reumert og de to har da sandelig sat Halfdan Rasmussen på landkortet. Med deres charmerende udgivelser og optræden – især med Vinterdigte!
Der er sgu’ noget over de musikere og sangere, der kan selv og udvikler sig i livet – de autodidakte, de selvlærte, deres erindringer – som f.eks Michael Falchs – er berigende, kloge, vedkommende og besnærende.
Og lige det gælder for Eddie van Lüthje, der efter min mening er en skøn filur – humoristisk og uden spydigheder – et dumt svin er nu engang et dumt svin. Og så er den potte ude. Og så vades der ikke mere i det. Slut!
Sangen Om Livet er et gennemført mesterværk – erindringer på højt plan og hvor er det dejligt at komme så tæt på en mand, en forfatter, der uden filter fortæller lige ud af landevejen – om et levet liv…et pulserende og nærværende liv.
Det gør indtryk, må jeg sige og så får vi lige en god omgang kulturhistorie med i købet.
Jeg fattes flere ord udover det her den absolut bedste erindrings bog, jeg har læst i flere år. Og ja, det er et mesterværk.
Men læs nu selv og bedøm selv -der venter gode timer i selskab med Sangen om Livet – som er udgivet af Mellemgaard – for der kærlighed i luften og også livsglæde. Det på trods af alle genvordigheder og fortrædeligheder.
God fornøjelse.
Flere af Eddie van Lüthjes udgivelser. Foto: Ole Kæhler
