Budget med løft til velfærden, ældre samt samt social- og sundhedsområdet

Budget med løft til velfærden, ældre samt samt social- og sundhedsområdet
Privatfoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 6 minutter

Aftaleparterne Socialdemokratiet, Slesvigsk Parti, Venstre, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Enhedslisten står bag budgetaftalen for 2026 samt overslagsårene 2027-2029 – og der er penge til et løft af flere områder.

Velfærdsløft – ældre samt social- og sundhedsområdet

Med en voksende andel af ældre borgere og et stigende behov for støtte til borgere i socialt udsatte positioner, er det afgørende at sikre, at den enkelte borger kan få den nødvendige hjælp. Gennem målrettede initiativer ønsker aftaleparterne at skabe et mere inkluderende og omsorgsfuldt Sønderborg.

Ældre – ekstra demografiløft

Sønderborg Kommune står over for en markant demografisk udvikling med et stigende antal ældre borgere i aldersgruppen 80+. Denne udvikling medfører et behov for at prioritere ressourcer, der kan sikre, at ældre medborgere i Sønderborg Kommune kan få den støtte og omsorg, de har behov for, uanset livssituation.

Aftaleparterne har et særligt fokus på, at antallet af 80+ årige stiger frem mod 2031. Derfor blev demografipuljen, med budgetaftalen 2024-2027, løftet med 5,7 millioner kroner. i 2026, stigende til 6,5 millioner i 2027 og frem.

Parterne bag årets budgetaftale er enige om at løfte demografipuljen med yderligere 3 millioner kroner årligt fra 2026 og frem til 2031 målrettet de 80+ årige. Med det nye løft udgør demografipuljen i 2026 i alt 15,4 millioner.

Løftene af demografipuljen skal ses i sammenhæng med de øvrige forøgelser af budgettet på ældreområdet:Penge sat af med Økonomiaftalen 2025 til kvalitetsløft af ældreplejen på 8,7 millioner kroneri 2026, stigende til 12,4 millioner fra 2027 og frem.

Penge til ’flere hænder og højere faglighed’ i ældreplejen på 6,9 millioner i 2026 og frem, der blev afsat med Finansloven 2021

Pulje til faste teams i ældreplejen på samlet ca. 6 millioner  kroner i 2025 og 2026

Aftaleparterne ønsker, at der fortsat arbejdes med inddragelse af pårørende og civilsamfund med henblik på at øge livskvaliteten hos den enkelte ældre.

Gråsten Plejecenter

Ventilationsforholdene i køkkenet på Gråsten Plejecenter er i dag utilstrækkelige, hvilket medfører udfordringer med både temperatur og luftkvalitet. For at forbedre personalets arbejdsmiljø sætter aftaleparterne 2,6 millioner kroner af i 2026 til et nyt og forbedret ventilationssystem i køkkenet på Gråsten Plejecenter.

Botilbuddet Hertughaven

I de seneste år er målgruppen på Botilbud Hertughaven gradvist blevet udvidet, så tilbuddet nu rummer en stor andel borgere med komplekse psykiatriske og sociale problemstillinger, herunder hjemløshed og rusmiddelmisbrug. Denne udvikling er kendt også på nationalt niveau og stiller store krav til medarbejderne.

Aftaleparterne sætter 700.000 kroner af årligt i 2026 og frem til en opnormering af personaleressourcerne på Botilbuddet Hertughaven også med henblik på at skabe tryghed i nærområdet.

Kirkens Korshær

Sønderborg Kommune har indgået en driftsaftale med Kirkens Korshærs varmestue i Sønderborg, der sikrer at kommunens mest udsatte borgere fortsat har adgang til støtte, omsorg og fællesskab i Kirkens Korshærs varmestue.

Aftaleparterne sætter 900.000 kroner af i 2026, 1,1 millioner i 2027, 1,3  i 2028 og 1,5 millioner kroner i 2029 og 1,7 i 2030 og frem til finansiering af driftsaftalen.

Kvindekrisecenter

Sønderborg Kvinde- og Krisecenter ønsker at udvide deres tilbud med styrket ambulant rådgivning til den voksende gruppe af kvinder i en udsat position, som kan støttes ambulant. Det supplerer den målgruppe, der har behov for at bo på krisecentret. Tilbuddet er et 3-årigt forsøgsprojekt i samarbejde med organisationen Danner.

Aftaleparterne bakker op med 500.000 kroner årligt i 2026-2028 til at medfinansiere tilbuddet om ambulant rådgivning, så flere kvinder i en udsat position kan få støtte og hjælp.

Botilbud Løvkær – udendørsfaciliteter

Botilbud Løvkær er for borgere, der ofte har udfordringer i henhold til uhensigtsmæssig adfærd. For at understøtte beboernes fysiske udfoldelsesmuligheder, sættes 300.000 kroner i 2026 til at udvikle udenomsarealerne.

SAABU Natur – dyrehus

I Sjellerup ligger SAABU Natur, som er et beskyttet beskæftigelses- samt aktivitets- og samværstilbud indenfor handicapområdet, hvor aktiviteterne blandt andet omfatter dyrehold med heste, geder og høns.

Det eksisterende dyrehus/lille stald til dyrene er i dårlig stand og aftaleparterne sætter 250.000 kroner af til et nyt dyrehus i 2026.

Støtte til PTSD-ramte borgere og deres familier

De eksisterende tilbud til PTSD-ramte veteraner har vist gode resultater. Aftaleparterne sætter derfor 300.000 kroner af i 2026 og frem til, at socialområdet kan yde støtte og vejledning til øvrige borgere med PTSD samt deres familier. Der lægges op til vidensdeling med arbejdsmarkedsområdet og veterankoordinatoren for at styrke og udvikle relevante tilbud.

Nordborg Sundhedshus

Sønderborg Kommune investerer i lægedækningen i hele kommunen og har bl.a. i den forbindelse tidligere etableret sundhedshuse i Nordborg og Gråsten, mens et nyt i Augustenborg åbner primo 2027. På den måde kan man tilbyde gode og attraktive rammer, med henblik på at tiltrække praktiserende læger til alle kommunens områder.

For at sikre, at rammerne i Nordborg Sundhedshus fortsat er attraktive og tidssvarende, er aftaleparterne bag budgetaftalen enige om at sætte 2 millioner af  i 2026 til renovering og ombygning heraf.

Offentligt toilet ved Augustenborg Sundhedshus

Aftaleparterne afsætter 1 million i 2027 til offentlige toiletfaciliteter ved Augustenborg Sundhedshus.

Styrket oplysning og støtte på sundhedsområdet

Aftaleparterne er enige om, at der inden for den eksisterende budgetramme på sundhedsområdet, skal arbejdes for at styrke oplysning og støtte til kvinder i overgangsalderen.

Desuden ønsker aftaleparterne at styrke støtten til kræftramte borgere ved at forbedre adgangen til og overblikket over relevante offentlige tilbud og støttemuligheder. Målet er, at borgeren kommer bedre og hurtigere igennem deres sygdomsforløb.

Borgerrådgiver

Aftaleparterne ønsker at sikre, at borgerne har adgang til en borgerrådgiver, der kan vejlede og støtte i mødet med kommunen. Desuden medvirker borgerrådgiveren til, at erfaringer fra borgerhenvendelser bruges konstruktivt til at styrke kommunens sagsbehandling. Borgerrådgiveren agerer uvildigt og refererer til byrådet. Der sættes 500.000 kroner til en borgerrådgiverfunktion  af årligt i 2026 og frem.

Forbedret tilgængelighed ved Blå-Flag-strande

Aftaleparterne ønsker at forbedre adgangsforholdene ved Blå-Flag-strande for mennesker medbevægelseshandicap. Initiativet ligger i forlængelse af sidste års budgetaftale, hvor der blev sat et øget fokus på tilgængelighed til kommunens bygninger, og markerer et fortsat engagement i at skabe mere inkluderende offentlige rum.

Læs også...  Debat om hjælpen til syge og udsatte
Politisk annonce – Socialdemokratiet
POLITISK REKLAME
Sponseret af Socialdemokratiet
(Kommunalvalg 2025)

GÅET GLIP AF .. ?