Torsdag morgen sidder en 20-årig kvinde hos politiet og venter på at få at vide, om hun skal fremstilles i Retten og varetægtsfængsles. Hun blev anholdt i Borgen onsdag eftermiddag.
“Den 20-årige kvinde havde været i Matas, hvor hun tog parfumer for 7.000 kroner og lagde dem i en taske, hvorefter hun forlod butikken”, siger politikommissær Martin Hess Pedersen.
“Personalet forsøgte at standse kvinden, men det lykkedes ikke. Det gjorde det for en mand og en kvinde, der var kunder i Borgen. De stoppede kvinden på gangen ud for Matas”, siger Martin Hess Pedersen. Og derfra udviklede butikstyveriet sig til røveri.
“Butikstyven truede, slog, sparkede og spyttede, men manden holdt hende indtil politiet kom og anholdt hende – og nu er politiets jurister i gang med at vurdere, om den 20-årige kvinde skal i grundlovsforhør eller ikke”.
Den 20-årige er uden fast adresse, men har tidligere været tilmeldt i Sønderborg.

