Ved et supplerende opstillingsmøde forleden er Claus Damm Johansen blevet valgt som kandidat hos Liberal Alliance til det kommende kommunalvalg. Han er selvstændig erhvervsdrivende og bor i Broager. Han er meget aktiv i lokalområdet, hvor han blandt andet er frivillig i Broager Ringriderforening. Endvidere er Claus Damm Johansen et kendt ansigt blandt Sønderborg kommunes ungdom, da han som medejer af Mobergs køreskole hjælper dem til en sikker fremtid på landevejen.
“Vi er meget glade for, at Claus Damm Johansen har ønsket at stille op for Liberal Alliance, idet hans visioner og værdier flugter 100 procent med den tilgang, vi har i Liberal Alliance. Såvel bestyrelsen som de øvrige kandidater ser meget frem til samarbejdet med ham” siger lokalformand Dorthe Wildt Nielsen i en pressemeddelelse.
“Jeg stiller op, fordi jeg ønsker en kommune, der tænker langsigtet. Vi skal skabe muligheder for de unge, sikre tryghed for familierne og udvikle bæredygtige løsninger, der også holder for kommende generationer. Mit mål er at gøre vores kommune til et sted, hvor flere får lyst til at bo, arbejde og engagere sig”, siger Claus Damm Johansen.
“Jeg går til valg på at skabe konkrete resultater, som vi kan mærke i hverdagen. Mit fokus er på bedre skoler, en grønnere kommune og en økonomi i balance. Jeg tror på dialog og samarbejde frem for tomme løfter – og jeg vil arbejde for en kommune, hvor beslutninger bliver til handling”.
Spidskandidat Kim Bækdal Agerley siger:
“Claus Damm Johansen passer godt ind i vores hold af kandidater, idet han har gode værdier, stærk lokal forankring og en viden som kompletterer resten af kandidatholdet. Vi er godt i gang allerede og ser frem til valgkampen, hvor vi sammen vil arbejde for mere velfærd for de samme penge”.


