Cybersikkerheden skal have lokal forankring

Cybersikkerheden skal have lokal forankring
Arkivfoto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Sønderborg Kommune tager nu aktivt del i det nationale forberedende arbejde med nye kommunale IT-serviceorganisationer, som skal styrke cybersikkerheden og sikre en effektiv drift af kommunernes IT-infrastruktur.

Økonomiaftalen for 2026 mellem regeringen og KL indebærer, at kommunerne senest 1. januar 2027 skal indgå i 4-5 regionale IT-serviceorganisationer, som frem mod 2030 gradvist skal overtage flere IT-opgaver.

”Cybersikkerhed er en helt central opgave i den digitale udvikling, og vi ser det som en styrke, at kommunerne nu går sammen om at løfte denne opgave. Det handler om at skabe robuste og fremtidssikrede løsninger, som ikke fjerner sig fra den lokale virkelighed”, siger borgmester Erik Lauritzen i en pressemeddelelse.

Sønderborg Kommune vil samtidig afsøge mulighederne for et fælles sønderjysk IT driftsselskab sammen med de tre øvrige sønderjyske kommuner. Målet er at sikre en stærk lokal forankring og undgå serviceforringelser for kommunens IT-brugere.

”Ved at tage initiativ til et fælles sønderjysk IT driftsselskab, sikrer vi både en stærk lokal tilstedeværelse og en fælles stemme i det nationale arbejde. Nu går vi til de tre andre sønderjyske kommuner for at få dem til at bakke om finde sammen om denne opgave”, siger første viceborgmester, Stephan Kleinschmidt.

Sønderborg Kommune vil i efteråret 2025 deltage i en række nationale aktiviteter, der skal danne grundlag for beslutningsmaterialet, og kommunen vil arbejde ud fra to klare pejlemærker: Cybersikkerhed og lokal forankring.

Læs også...  Nye P-regler for Augustenborgs bymidte

GÅET GLIP AF .. ?