Fire borgerlige partier i Sønderborg Kommune – Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne – har indgået et teknisk valgsamarbejde forud for kommunalvalget.
Det skriver partierne i en fælles pressemeddelelse.
Formålet med samarbejdet er at styrke den samlede borgerlige repræsentation i kommunalbestyrelsen og sikre, at stemmerne på den borgerlige fløj udnyttes bedst muligt. Samarbejdet er teknisk og ikke ideologisk, og hvert parti bevarer sin egen politiske profil og kampagne.
“Liberal Alliance arbejder for mere frihed og mindre bureaukrati, hvilket skal styrke vores fremtidige velfærd”, siger Kim Bækdal Agerley, spidskandidat for Liberal Alliance.
“Det Konservative Folkeparti går til valg på ansvarlighed og kvalitet i kernevelfærden. Med det tekniske samarbejde sikrer vi, at borgerlige stemmer får maksimal indflydelse”, siger Jesper Højmark Esbensen, spidskandidat for Det Konservative Folkeparti.
“Sønderborg har brug for konstruktive, borgerlige partier i byrådet. Med det tekniske valgsamarbejde styrker vi de små partiers stemme, fordi vi sammen står stærkere og kan sikre, at borgerlige stemmer får reel indflydelse”, siger Stefan Lydal, spidskandidat for Dansk Folkeparti.
“Danmarksdemokraterne står for sund fornuft og lokal forankring. Vi er glade for at være en del af et samarbejde, der samler kræfterne på den borgerlige fløj”, siger Niels Benjamin Sørensen, spidskandidat for Danmarksdemokraterne.
De fire partier ser frem til et konstruktivt samarbejde og håber, at det vil bidrage til et stærkere borgerligt aftryk i Sønderborgs fremtidige kommunalpolitik.



