De mange skibe er sejlet fra Sønderborg og det gjorde de efter et skippermøde klokken 9. En time senere gik starten på Flensborg-Fjordregattaen og målet er havnen i Flensborg, hvorfra Romregattaen sejles lørdag.
Skibe fra Flensborg sejlede i 1700- og 1800-tallet på Dansk Vestindien og kom hjem med caribisk sukkerrør, som efterfølgende blev forarbejdet til rom. Selve Romregattaen er blevet holdt siden 1980 og organiseres af frivillige, som er tilknyttet Flensborg Museumshavn. Efter en beskeden start med omkring 30 skibe blev regattaen fra midten af 1980erne til en større begivenhed, som i dag tiltrækker flere tusinde tilskuere.
Det fortæller Grænseforeningen.
Som optakt på regattaen sejler allerede på himmelfartsdagen en del af skibene fra museumshavnen i Kappeln til Sønderborg, den såkaldte silderegatta. Dagen efter sejler skibene fra Sønderborg til Flensborg, den såkaldte Flensborg Fjord-regatta. Samme dag samles de mindre skibe og sejljoller til Lillefisker-regattaen. Selve romregattaen finder sted om lørdagen. Kapsejladsens startlinje er ved Wassersleben, hvorfra skibene sejler til Holnæs og Rinkenæs og tilbage igen.
Som noget særligt gælder det ikke at vinde løbet, men om at blive nummer to. Båd nummer to får en treliter flaske rom fra det lokale romhus, Hansen, som præmie, mens båd nummer et kun får hån og et grimt ‘trofæ’. Skipperne er derfor meget opsatte på at undgå at komme over målstregen som den første. Derudover uddeles der priser til de bedst vedligeholdte og de bedst restaurerede skibe.
I selve Flensborg holdes der i weekenden efter Kristi Himmelfart marked med fest og gøgl. Tilskuere kan komme til Open Ship på udvalgte skibe og i museumshavnen kan de få indblik i det traditionelle bådbygningshåndværk.


