Debat: Hvad vægter mest i stemmeboksen: Holdning eller kompetence?

Debat: Hvad vægter mest i stemmeboksen: Holdning eller kompetence?
Kjeld Stærk fra Venstre. Privatfoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Byrådsmedlem Kjeld Stærk, Venstre, skriver:

Ud fra mængden af læserbreve, kandidattests med videre så forledes man til at tro, at holdning er det altafgørende for, hvor krydset skal sættes til kommunalvalget. Men aldrig så snart at valget er overstået og hvedebrødsdagene er forbi, vender bøtten, og man efterlades med indtrykket af, at politikere alene bliver bedømt på deres kompetencer, hvilket den seneste SONFOR-debat i Nordborg kun har bekræftet.

Det er ikke et enten-eller men et både-og.

Jeg tænker her, at kompetence kan oversættes bredt med evnen til at kunne skabe værdi. Det kan være sociale, kommunikative eller faglige kompetencer mv., og der er mange veje hertil. Nogle har det som noget medfødt, andre har uddannet sig til det, atter andre har erfaret sig til det.

Byrådsmedlemmer skal ikke alene have en holdning men så sandelig også kompetence. De skal kunne både over- og gennemskue sagsoplæggene fra forvaltningen. Forvaltningen yder stor hjælp – men politikerne får ingen hjælp til at stille de relevante spørgsmål – dem står de alene med. Og det er her, at spørgsmålene bliver lige så vigtige som svarene.

Vi får tillige et demokratisk underskud, hvis vi vælger byrådsmedlemmer, der er efterladt med blot at klappe, når partilederen har formuleret partiets holdning. Så er der jo ingen grund til at have 31 medlemmer  i Byrådet.

Min lille appel til vælgerne er således den, at man på tværs af politiske holdninger også skeler til om den kandidat, man vil sætte kryds ved, nu også er opgaven voksen.

Vi skal have sammensat et byråd i stærkeste opstilling for de næste fire år – det fortjener Sønderborg Kommune, og her har vi som vælgere en fælles opgave.

Vi får det, vi krydser af!

Læs også...  Pride Parade - den handler om retten til at være den man er

GÅET GLIP AF .. ?