Demokratidag – Statsskolen fik besøg af parti-kandidater

Demokratidag – Statsskolen fik besøg af parti-kandidater
Hele politikerholdet. Foto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 4 minutter

Statsskolehallen dannede fredag rammen om en valgdebat, hvor en række af de lokale kandidater deltog. Gymnasieeleverne havde valgt emnerne: Uddannelse, integration, formueskat og psykiatri – og arrangementet var en del af gymnasiets Demokratidag.

Inden politikerne tog fat på emnerne, så blev de bedt om at fortælle, hvornår de begyndte at interessere sig for politik.

“Det gjorde jeg den 1. maj 1978 i forbindelse med en demonstration”, sagde Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet.

Senere blev han opfordret til at stille op til folketingsvalg og har nu været på Christiansborg.

“Noget af det første jeg tog fat på, det var togforbindelser til og fra Sønderborg. Og næste år – 20 år senere – får vi timedrift”, sagde han.

Liberal Alliances kandidat, Helena Artmann Andresen, sidder – ligesom Benny Engelbrecht i Folketinget.

“Min interesse for polititik kom i samfundsfag i folkeskolen. Jeg var ordblind og kender til det med at kæmpe med systemet – og så er det jo godt, vi har LA, som er systemkritiske”, sagde hun.

Fra Lars Løkke Rasmussens parti, Moderaterne, deltog folketingsmedlem Henrik Frandsen.

“Og min interesse for politik kom i min gymnasietid, hvor der var Atom-marcher og jeg fandt ud af, at politik er spændende og sådan har det været lige siden.

Fra Radikale Venstre var det Lotte Rod, som gik på scenen foran godt 800 Statsskoleelever og også elever fra SOSU-skolen, der var inviteret til at være lytte med.

“Som meget ung lærte jeg, at hvis jeg var utilfreds med noget, så skulle jeg ikke brokke mig, men gøre noget ved tingene”.

Mikael Hertig, der stiller op for Alternativet, var også på scenen og han kunne fortælle, at i august 1966 meldte han sig ind i Venstre.

“Der var jeg i små 14 dage og skiftede så til Konservative, men med årene rykkede jeg længere og længere til venstre og er i dag i Alternativet”.

Fra Borgernes Parti var der besøg af Nadja Isaksen, som blev politisk engageret under Coronaen.

“Dengang oplevede jeg, hvordan samfundet hænger sammen”, sagde hun.

Phillip Luscombe fra Venstre blev politisk interesseret, da han gik på efterskole.

“Men jeg meldte mig først ind i Venstre, da jeg begyndte at arbejde for Anders Fogh Rasmussen, vores tidligere statsminister”.

Rasmus Elkjær Larsen, som er i Byrådet i Aabenraa, er på stemmesedlerne for Konservative.

“Og jeg begyndte at interessere mig for politik dengang, hvor tidligere undervisningsminister Bertel Haarder fra Venstre gjorde en hel masse ved vores skoler. Men det var først som voksen, jeg meldte mig ind hos Konservative.

Enhedslisten har Anders Vestergaard som spidskandidat i den sydlige del af Jylland.

“Jeg blev politisk bevidst som 12-årig og meldte mig ind i Landsforeningen for Økosamfund”.

Timm Bøttger fra SF fortalte, han altid har interesseret sig for politik.

“Men det var først i 2022, jeg engagerede mig”.

Dansk Folkepartis Tobias Brus Mikkelsen har snakket politik med sin far siden han var 8-9 år.

“Og som 16-årig meldte jeg mig under fanerne”.

Vi synes vi blev klogere

Efter knap et par timers debat kunne elever gå og tænke over, hvad de havde hørt – og måske bliver det lettere for nogle af dem på tirsdag, hvor de skal stemme for allerførste gang.

“Jeg blev klogere af at følge debatten og det er lidt overraskende”, siger Lina fra 1. g til Nært & Nyt og Ketty, som også går i 1. g har det på samme måde.

“Jeg synes, at især Lotte Rod var god til at give konkrete og forståelige svar”, siger Lina og Ketty nikkede bekræftende og sagde:

“Mikael Hertig fra Alternativet gav også et positivt indtryk. Han fortalte også, at når man bliver gammel, så husker man ikke så godt og så går man langsomt”.

Socialdemokratiets Benny Engelbrecht høster ikke de store roser fra de to gymnasieelever.

“Det virkede som om, han gled uden om. Han kom ikke med mange konkrete svar – og vi synes, han hverken var god eller dårlig. Det samme gælder for Henrik Frandsen”.

Sjove plakater

Gymnasieeleverne skulle også lave plakater med politiske budskaber – og de blev sat op langs skolens grund.

Ketty og Lina. Foto: Ole Kæhler

 

Læs også...  Studenterne kører rundt og fejrer huerne

GÅET GLIP AF .. ?