I Byrådet er der 24 mænd og blot syv kvinder. Det synes byrådskandidat Charlotte Prösch fra Det Konservative Folkeparti, der skal laves om på, så fordelingen bliver mere ligelig.
“Ved kommunalvalget i 2021 satte godt 40.000 vælgere i Sønderborg deres kryds – og resultatet blev, at 70 procent af stemmerne gik til mænd og 30 procent til kvinder. Sådan er vores samfund ikke sat sammen”, siger hun til Nært & Nyt.
“Kvinder skal ikke vælges ind i Byrådet blot fordi, de er kvinder, men fordi de har talent. Og så er det kvinder, der brænder for SOSU-området og for vores folkeskoler. I Børne- og Uddannelsesudvalget sidder der syv mænd – og kvinder har et helt andet fokus end mændene har”, siger Charlotte Prösch.
“Vi har skolernes årti, hvor folkeskolerne – på grund af forsømmelse – bliver renoveret. Renoveringerne løser ikke problemerne med trivsel, ensomhed, skolevægring eller faglighed”.
Der har tidligere været lokalpolitikere, som talte højt om, at der skal flere kvinder ind i politik – og skal det lykkes, så skal kvinderne stille op, når der er valg.
“Kvinder har lidt mere ydmyghed end mænd og er også mere tilbageholdende. Mange af dem har påtaget sig for meget i familierne”, siger byrådskandidat Charlotte Prösch og siger videre, at vi bor i verdens bedste uddannelsesland og kvinder skal uddanne sig, videreuddanne sig og tage efteruddannelse. Og så skal familierne være med til at købe sig til hjælp. Kvinder skal ikke det hele.
“Heldigvis ser vi, at mænd tager barsel og de tager også barnets første sygedag. Det får mig til at tro på, det er muligt at få flere kvinder i Byrådet”.


