Sønderborg Kommune inviterede for godt en uge siden alle, der bor i Augustenborg og omegn til at deltage i en ny spørgeskemaundersøgelse om livet i hertugbyen og fremtidens vigtigste fokusområder.
Undersøgelsen blev sendt til 3.000 borgere i det område, der svarer til skoledistriktet i Augustenborg og på blot otte dage har flere end 500 svaret.
”Det fortalte Plangruppen, som samler svarene og jeg er rigtig glad for, at der er stor interesse for at give sin mening til kende”, siger Trine Matter Lindén, som er projektejer på Hertugernes Augustenborg.
”Man kan svare på undersøgelsen frem til den 26. februar og jeg håber at endnu flere peger på, hvad der er vigtigt for dem og giver deres mening til kende. I undersøgelsen er der også plads til, at man kan komme med gode råd og kommentarer”, siger hun til Nært & Nyt.
Deltagerne skal blandt andet tage stilling til, om Hertugernes Augustenborg skal være kommunens næste fyrtårnsprojekt og om der skal satses på at komme på UNESCOs Verdensarvsliste og ad den vej åbne flere turisters øjne for Hertugbyen og resten af lokalområdet.
Resultaterne i undersøgelsen bliver et centralt input til det videre arbejde med at gøre Masterplanen for Hertugernes Augustenborg til virkelighed. Med borgernes svar kan Masterplanens projekter, indsatser og aktiviteter, der betyder mest for Augustenborgs indbyggere, prioriteres.
Samtidig skal svarene i undersøgelsen bruges til at følge og måle udviklingen i byen over de kommende år. Sønderborg Kommune vil følge udviklingen nøje ved at gentage undersøgelsen med nogle års interval i takt med, at byen ændrer sig.
Hvad er vigtigt?
”I undersøgelsen spørger vi ind til, hvordan det er at bo i Augustenborg, og hvad den enkelte synes er vigtigt, at der fokuseres på i genetableringen af Hertugernes Augustenborg. Vi spørger også om, hvordan indbyggerne helst vil høre og mødes om alt det spændende, der sker og kommer til at ske.”, siger Trine Matter Lindén.
I spørgeskemaet kan borgerne desuden angive, om de har lyst til at være frivillig i en af byens mange aktive foreninger – eller om de vil være med til at føre konkrete projekter i masterplanen ud i livet. Kommunen får kun oplysningerne, hvis man vælger at oplyse navn og kontaktdata.
“Frivillige kan eksempelvis melde sig til det kommende blomsterlaug, som skal passe blomsterbede i Slotsparken eller de kan passe påfugle. Der skalk også bruges frivillige, som kan guide turister og nogle, som kan hjælpe, når der kommer events”, siger Trine Matter Lindén.
“Foreninger, som kan bruge frivillige er eksempelvis Hertugbyens Bevaringsforening og Augustenborg Udviklingsforum”.
Analyseinstitut samler svarene
Ellers er besvarelsen 100 procent anonym for at sikre fortrolighed er det Plangruppen, der som eksternt analyseinstitut står for at modtage og bearbejde data. Først når Plangruppen har analyseret materialet, modtager Sønderborg Kommune en anonymiseret rapport.
De samlede resultater offentliggøres i løbet af foråret på både borgermøder og på sonderborg.dk under temaet Hertugernes Augustenborg.



