Prisstigningen på fjernvarme på Nordals har fået mange til at stille spørgsmål, men både formand Ellen Trane Nørby og næstformand Tom Hartvig Nielsen fra henholdsvis Venstre og Socialdemokratiet er helt tavse.
I Byrådet er der en aftale om, at når der er spørgsmål til et udvalg, så skal formanden udtale sig på vegne af udvalget. Det skyldes, at formanden bør være den person, som er bedst informeret, lyder det fra byrådsmedlem Kristian Beuschau fra Socialdemokratiet.
”Og når det drejer sig om SONFOR, så er det også formanden, som skal stå til rådighed for pressen. Derfor er det meget besynderligt, at formanden ikke har svaret på kritik fra frustrerede nordalsiske forbrugere”.
Han fortæller, at det er på grund af aftalen om, at det er formanden, der skal på banen, som gør, at andre politikere holder sig meget tilbage og ikke har kommenteret på forskellige opslag på de sociale medier.
Han håber, at det giver forståelse for deres tavshed, når det handler om SONFOR.
Redaktionen: Nært & Nyt har forleden bedt både Ellen Trane Nørby og Tom Hartvig komme med en forklaring på takststigningen. Ingen af dem har reageret.

